I juli blev 3.789 parcel- og rækkehuse og 1.102 lejligheder taget af markedet.

Det er et fald på henholdsvis 20 og 25 procent, oplyser Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Dermed kunne juli 2022 sætte rekord for færrest boliger sat af markedet i årets syvende måned.

»Danskerne jagter ikke ny bolig i samme tempo som tidligere. Det kan skyldes, at mange danskere allerede har købt en ny bolig. Derudover har de stigende renter og forbrugerpriser gjort det relativt dyrere at eje både hus og lejlighed, hvilket kan få danskerne til at holde igen med boligkøbene,« fortæller Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i Finans Danmark.

Udbuddet af boliger til salg er fortsat mærket af coronapandemien, hvorfor tallene er markant lavere end førhen. Dog var intet mindre end 26.327 boliger til salg over hele landet – og det er mere end 12 procent flere end sidste år på samme tid.

Samtidig steg mængden af ledige lejligheder det sidste år med noget nær 29 procent og landede samlet på 7.417.

»Når udbuddet af boliger til salg stiger, giver det potentielle boligkøbere bedre kort på hånden, da de har mere at vælge imellem. Et større udvalg af huse og lejligheder kan nemlig give køberne mere ro til at finde den helt rigtige bolig. Det kan også betyde, at boligerne er længere tid til salg på markedet, da køberne bruger længere tid til at tænke sig om,« forklarer Ane Arnth Jensen.

Ifølge pressemeddelelsen er liggetiderne for huse steget med fire dage og 37 dage for ejerlejligheder det sidste år. Det betyder, at et hus nu i gennemsnit er på markedet i 139 dage, mens 116 dage er gældende for lejligheder.