28 millioner kroner.

Så mange penge er blevet udbetalt uretmæssigt til ejerne af Bregentved Gods – greverne Christian Georg Peter Moltke og Otto Joachim Peter Moltke.

Det sker efter, at embedsmænd i Landbrugsstyrelsen opfordrede ejerne til at finde på nye forklaringer i en sag, hvor EU-Kommissionen havde opdaget, at de 28 millioner ikke var blevet udbetalt efter reglerne. Det skriver Radio4, der er i besiddelse af en aktindsigt samt en advokatudregning fra januar 2022, bestilt af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Det hele startede med, at landbrugsvirksomheden Bregentved ved Haslev på Sjælland besluttede at satse på svineavl og derfor ville bygge fire svinestalde på fire gårde, der alle hører under Bregentved Gods.

Bregentved Gods besluttede at satse på svineavl og byggede derfor fire gigantiske svinestalde på fire gårde.
Bregentved Gods besluttede at satse på svineavl og byggede derfor fire gigantiske svinestalde på fire gårde. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Da EU havde oprettet en tilskudsordning til bygning af moderne slagtesvinestalde, ville Bregentved søge støtte fra denne ordning.

Hver ansøger kunne højst få udbetalt syv millioner kroner, og derfor oprettede Bregentved fire selskaber med hver sit cvr-nummer, men med samme adresse, direktør, bestyrelse og ejer.

Et internt notat i Landbrugsstyrelsen har vist, at Bregentved Gods åbent har fortalt, at de udelukkende oprettede de fire datterselskaber for at søge om syv millioner til hvert af de fire selskaber. Altså i alt 28 millioner.

EU-reglerne sagde, at fordi de fire selskaber har samme ejer, skulle der kun udbetales støtte én gang. Men fordi Bregentved søgte fire gange, skulle ansøgningen afvises, og der skulle ikke udbetales noget til godset, da ansøgningen var et forsøg på at snyde.

Advokater, der undersøgte sagen for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, har konkluderet, at støtten var uberettiget.
Advokater, der undersøgte sagen for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, har konkluderet, at støtten var uberettiget. Foto: Emil Helms
Vis mere

Men da Landbrugsstyrelsen siden 2005 havde anset det som 'for besværligt' at undersøge de forskellige ejerforhold, havde de administreret efter, at et selvstændigt cvr-nummer skulle betragtes som en selvstændig bedrift.

Under en revision opdagede EU-Kommissionen dog den store økonomiske støtte til Bregentved, og derfor gjorde Kommissionen opmærksom på, at reglerne var brudt, og at der ikke skulle være udbetalt nogen støtte overhovedet.

Dette meddelte Landbrugsstyrelsen godset og bad Bregentved om at komme med en ny forklaring i et forsøg på at løse problemet, da EU-Domstolen tidligere har slået fast, at der godt kan gives tilskud, »hvis der kan være andre gode begrundelser for et investeringsprojekt (…) end blot at opnå betaling under en EU-støtteordning eller at optimere støtten«, skriver Radio4.

Bregentveds advokat mente bestemt, at der var flere gode grunde til oprettelsen af de fire selskaber, og argumenterede for, at Landbrugsstyrelsen flere gange havde sagt god for fire gange støtte.

Daværende landbrugsminister Esben Lunde Larsen har ikke reageret på Radio4s henvendelser.
Daværende landbrugsminister Esben Lunde Larsen har ikke reageret på Radio4s henvendelser. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

EU-Kommissionen har foreløbig afgjort, at omgåelsen af reglerne ikke var lovlige. Der venter fortsat en endelig afgørelse.

Advokaterne, der undersøgte sagen for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, har konkluderet, at støtten til Bregentved Gods var uberettiget, og at oprettelsen af de fire selskaber var et forsøg på at omgå reglerne.

Radio4 har forsøgt at komme i kontakt med daværende landbrugsminister Esben Lunde Larsen og daværende direktør i Landbrugsstyrelsen Jette Pedersen. Sidstnævnte blev forflyttet på grund af sagen.