Efter flere måneder med den ene gyselige prisstigning efter den anden er der nu flere tegn på, at vi nærmer os en situation, hvor vi kan se en ende på inflationsmareridtet.

Jeg indrømmer, det kan lyde mærkeligt, når vi onsdag endnu en gang fik et højt inflationstal. Og jeg lover ikke noget.

Men noget tyder på prisfald i butikkerne relativt snart. Måske allerede til efteråret. Og du spiller selv en rolle.

Der er flere årsager til, at inflationen måske begynder at aftage lige om lidt:

Oliepriserne, som eksempelvis har fået benzin- og dieselpriser til at stige kraftigt, er begyndt at falde.

Råvarepriserne på forskellige fødevarer – hvede, olier og andre ting – er begyndt at falde. Det samme er priserne på råvarer som eksempelvis tømmer og jern.

Råvarepriserne har blandt andet udløst voldsomme prisstigninger på fødevarer og byggematerialer. Faldende priser kan få de varer til at falde ude hos forbrugerne igen.

Fragtpriserne er også begyndt at falde. De steg med flere hundrede procent, fordi forsyningslinjer i hele verden blev påvirket kraftigt at coronanedlukninger.

Men nu er nogle af de transportknuder begyndt at løsne sig. Og derfor falder fragtpriserne flere steder.

Alle de her ting har bidraget markant til, at alt fra fødevarer til brændstof og forskellige tjenester er steget markant i pris og har udløst historisk høj inflation.

Og de her fald kan altså betyde, at priserne falder igen i løbet af efteråret eller i løbet af den kommende vinter.

Og så er der den rolle, vi selv spiller – og som det er vigtigt, vi fortsætter med at spille de kommende uger og måneder.

Mekanismen er simpel: Vi siger stop, slår i bordet og statuerer et eksempel.

I sidste uge forklarede The New York Times-journalisten Jeanna Smialek det meget konkret i podcasten The Daily:

»Hvis vi forbrugere fortsætter med at købe de varer, vi plejer, selvom priserne er steget, så siger vi til forretningerne: 'Det er fint. Bare sæt prisen op, det betaler jeg gerne'. Men hvis vi holder op med at købe varer til de højere priser, kommunikerer vi: 'Det er jeg ikke villig til at betale. Hvis I sætter prisen her, stopper jeg med at købe varen'.«

»Det er et signal til markedet om, at prisen ikke kan ligge så højt. Og det kan bidrage til, at butikken ikke hæver prisen yderligere eller måske sætter prisen ned igen. Og så falder inflationen.«

Og det er vi danskere begyndt at gøre på flere områder. Nogle af nød, fordi pengene simpelthen ikke rækker længere.

Andre i ren trods, fordi de simpelthen nægter at betale de høje priser, vi er udsat for lige nu.

Finans kunne i sidste uge fortælle, at danskernes indkøb af oksekød er faldet med drastiske 25 procent i sommermåneder sammenlignet med sidste år.

Priserne på oksekød i landets supermarkeder er gået bananas. Forbrugerne siger højt og tydeligt: 'Det er for dyrt'.

Vi har også set tal fra Eurostat, som viser, at danskernes køb i detailbutikkerne målt på mængde er faldet med voldsomme 9,5 procent i forhold til sidste år.

Det er det højeste fald i Europa.

Igen: De danske forbrugere har set de vilde prisstigninger, vi støder på i alle butikkerne for tiden, og sagt meget klart 'stop – det vil vi ikke betale'.

Og det kan altså bidrage til, at inflationen kommer ned igen, fordi efterspørgslen falder, og fordi butikkerne – og leddene bag dem – så bliver tvunget til at stoppe med at hæve priserne, hvis de altså fortsat ønsker at kunne sælge deres varer.

Så: Fortsæt det gode arbejde! Sig stop, sig fra, slå i bordet.