Nordjyllands Politi søger efter vidner til en voldsepisode.

Her blev en ung mand slået i hovedet med en flaske.

Episoden fandt sted i Skagen natten til 2. august i tidsrummet 00.15-1.00.

Den 22-årige gik ad stisystemet vest for Skaterbanen i Skagen, da han blev udsat for volden.

»Da han passerede en lidt ældre mand, var der en kort ordveksling mellem dem, hvorefter den unge mand blev slået i ansigtet med en flaske,« siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Michael Elkjær i en pressemeddelelse.

Han oplyser også, hvilke skader offeret pådrog sig i den forbindelse.

Den 22-årige fik nogle sår og skrammer i ansigtet.

Politiet mangler stadig at identificere gerningsmanden og beder derfor offentligheden om hjælp.

»Vi er naturligvis interesseret i at få tilvejebragt identiteten på denne ældre mand, som vi mistænker for at have udøvet volden mod den 22-årige,« siger Michael Elkjær.

Politikommissæren opfordrer alle, der har set noget – eller som har viden om sagen – til at ringe til Nordjyllands Politi på 114.