Ferien er slut, hverdagen har fået tag i danskerne, og det er kun et spørgsmål om tid, før den valgkamp, der allerede er i gang, officielt bliver udskrevet. Og det bliver lidt mere kaotisk end sædvanligt, for denne gang er der 14 opstillingsberettigede partier at vælge imellem.

Kan du se dem for dig? Ikke færre end 14 partiformænd/-kvinder på række, med fingeren viftende insisterende i vejret for at få en værts opmærksomhed i en partilederrunde på tv.

Kan du se avisernes grafikker foran dig, kæmpe opslag i flere farver, for at prøve at vise forskellen på valgmulighederne. Eller hvad med horden af irriterende politikerselfies på sociale medier?

Men hvorfor har vi egentlig så utroligt mange valgmuligheder ved det kommende folketingsvalg?

Der er mange forklaringer, men den mest relevante er, at der opstår nye partier, når de gamle ikke leverer varen. Tag Dansk Folkeparti som eksempel. Det parti blev godt nok født af en indædt magtkamp i Fremskridtspartiet og måske også personlige ambitioner, men faktum er, at det indhold, der oprindeligt blev kaldt tyndt, populistisk og overflødigt, viste sig at være afgørende.

Borgerlig EU-skepsis og en stram udlændingepolitik. Det var to ting, som vælgerne ikke kunne få hos de gamle partier, da DF opstod. Og man må sige, at de er gået sin sejrsgang siden.

I de seneste år har vi set mange nye partier opstå omkring den grønne dagsorden. Et nødvendigt vink med en vognstang til de gamle partier om, at det er en dagsorden, hvor det går alt for langsomt og er alt for uambitiøst. Det har de gamle partier indset, og de nye grønne partier kæmper nu for overlevelsen.

Siden Ny Alliance opstod i 2006, har der været utilfredshed på midten af dansk politik, selvom man kan diskutere, om det, vi kalder midten, nu også er midten. Men der er opstået, sammenlagt og nedlagt partier på midten siden.

Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, da han holdt partiledertale på Folkemødet i Allinge tilbage i juni måned.
Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, da han holdt partiledertale på Folkemødet i Allinge tilbage i juni måned. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Ved dette valg er den nye dreng i klassen så Moderaterne, som ikke ser ud til at blive overvældende store, men måske afgørende for, at man kan samle flertal. Det er den klassiske radikale position, så når der er røre på midten, er det et udslag af utilfredshed med blandt andet dem.

Og på højrefløjen har vi nu Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg, som tager kampen op med de øvrige borgerlige partier. Der havde vi i forvejen Nye Borgerlige, som var en rettelse til Dansk Folkeparti, som var en rettelse til Fremskridtspartiet, som var en rettelse til de gamle borgerlige parter.

Der er simpelthen gang i slettelakken. De gamle partier rammer skævt, for ellers var der jo ikke brug for alle de rettelser.

Jeg er med på, at mange vil mene, at det hele handler om nogle politiske divaers personlige ambitioner, om buldrende populisme eller om personkulternes indtog i dansk politik.

Der er selvfølgelig noget om snakken. Men folk stemmer på de nye partier. Eftertrykkeligt. Derfor giver det mere mening af se på, hvad det egentligt er, folk er så utilfredse med.

Skal man koge det ind til en fond, falder protesterne i to grupper: for meget og for lidt. For få reformer, for lave grønne ambitioner, for lidt samarbejde og saglighed på den ene side og for meget bureaukrati, for meget systemtænkning, for meget Excel-ark, for meget wokeness – og nu må det være nok – på den anden side. Og som min kære gamle moster altid sagde: »For meget og for lidt, fordærver alt.«

Valg efter valg er de stolte gamle partier samlet set blevet mindre og mindre. Det gør dem ikke modigere, hvilket så igen gør dem mindre. De kæmper om marginalerne med småpopulistiske forslag, som blot gør, at vælgerne bliver endnu mere irriterede.

Det værste er, at de endnu ikke har identificeret, hvad det er vælgerne så desperat prøver at få rettet: Et samfund, man ikke kan forstå, kan aldrig blive oplevet som retfærdigt.


Politisk leder i Veganerpartiet – som nu skifter navn til Grøn Alliance – Henrik Vindfeldt.
Politisk leder i Veganerpartiet – som nu skifter navn til Grøn Alliance – Henrik Vindfeldt. Foto: Emil Helms
Vis mere

Ugens Nye

Veganerpartiet og De Grønne har slået pjalterne sammen og hedder nu Grøn Alliance.

Det ændrer dog ikke på, at vælgerne stadig har mange andre små grønne muligheder at stemme på, ligesom det ikke ændrer på, at de gamle partier over en kam har taget den grønne handske op. Nogle vil dog begræde, at lige præcis den markante mad-del af den grønne dagsorden ikke står lige så skarpt nu.

Partier, der eksisterer for at fremme en ret snæver dagsorden, er blevet mere almindelige i Danmark. Men måske kan de lære dét af amerikansk politik, at de får størst indflydelse ved at bruge deres stemmer til at presse de gamle partier til indrømmelser. For så sker der noget.

Folketingssalen.
Folketingssalen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Ugens moderniseringsforslag

DF foreslår nu, at man for at afhjælpe politikerleden afskaffer Folketingets sommerpause og begynder lovbehandlingen allerede i august.

Egentligt er det meningen, at den lange sommerpause skal bruges på andet politisk arbejde end det, der foregår i Folketingssalen. I gamle dage betød det horder af vælgermøder og generalforsamlinger rundt i landet.

I knap så gamle dage blev tiden brugt på besøg på virksomheder, institutioner og hos foreninger. Nu bruges dagene primært på at forberede den kommende sæson – og det sker ofte med medarbejdere frem for med borgerne.

Så måske er det tid til at modernisere sommerpausen, så borgerne kan se, at de får noget for pengene. Det vil dog overraske mig meget, hvis Folketingssalen skulle være stedet for det.

Børne- og undervisningsordfører, Jacob Mark (SF).
Børne- og undervisningsordfører, Jacob Mark (SF). Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Ugens valgoplæg

SF har opsagt folkeskoleforliget. Selvfølgelig må man konkludere, at det er, fordi de vil føre valgkamp på temaet. Alle har kunnet se, at den seneste reform af folkeskolen ikke er gået, som man havde håbet.

Dengang var ideen, at man med en længere skoledag kunne få mere praktisk læring, bevægelse og dansk og matematik ind i børnenes hverdag. De fik mere dansk og matematik. Men de fleste børn i Danmark modtager stadig 'røv til bænk'-undervisning, og uden at man kan fremvise hverken dygtigere eller (og det er virkelig ikke overraskende) gladere børn.

Det har SF retfærdigvis haft intenst fokus på i meget lang tid. Selvom det sådan set er prisværdigt, at ministeren har ønsket arbejdsro for folkeskolen, der konstant reformeres, må man efterhånden spørge, om ikke det er ved at være tid til en ny reform.