Crystal Renay ønsker ikke længere at være gift med sangeren Ne-Yo.

Kort tid efter at hun på sociale medier anklagede sangeren for utroskab, har hun nu søgt om skilsmisse.

Det viser dokumenter fra retten i Atlanta som People har set.

Ifølge dokumenterne har Crystal Renay skrevet, at grunden til skilsmissen skyldes, at ægteskabet er 'uopretteligt ødelagt uden håb for forsoning'.

Parret har været gift siden 2016.

De har tre børn sammen.

Crystal Renay hævder i dokumenterne at sangeren skulle have fået et barn med en anden kvinde.

Grammy-vinderens kone forklarer også, hvordan det er hende, der har taget sig af parrets tre børn, siden de to blev separeret i juli.

Hun ønsker fuld forældremyndighed, børnepenge og hustrubidrag.

Det var i slutningen af juli, at Crystal Renay fortalte sine følgere, at Ne-Yo ifølge hende havde været utro.

Sangeren ønskede ikke selv at udtale sig om anklagerne.

»Otte år med løgn og bedrag. Otte år hvor jeg har delt mit liv og min mand med forskellige kvinder, der har solgt deres kroppe til ham uden beskyttelse. At sige jeg er knust og frastødt er en underdrivelse. At bede mig blive og tilgive er helt sindssygt. Jeg vil ikke længere lyve over for offentligheden eller lade om, at det her er er noget, det ikke er. Jeg vælger mig selv,« skrev konen i opslaget.

Crystal Renay kom også med en opfordring til sine fans om ikke at sende hende beviser for utroskaben, da hun angiveligt havde set nok, og at det ikke længere optog hende, hvad sangeren gik og foretog sig.