Venstres Jane Heitmann genopstiller ikke til næste Folketingsvalg. Det skriver hun i et opslag på Facebook.

Jane Heitmann har været medlem af Folketinget for Venstre i snart 11 år og har blandt andet været psykiatriordfører og sundhedsordfører.

»I skal vide, at jeg har elsket hver eneste dag på Christiansborg,« skriver Jane Heitmann og fortsætter:

»At være folkevalgt og arbejde benhårdt for Venstre i Assens-kredsen, fynboer og Danmark er en ære og en tillidssag, som jeg har gjort mig stor umage for at leve op til. Jeg ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har min rod i sundhedsområdet, og i det private erhvervsliv,« skriver hun på Facebook.

Hun forklarer, at hun nu gerne vil tage en MBA.

Hun retter en tak til sin kredsbestyrelse og sine politiske kollegaer og roser Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

»Jeg krydser fingre for et blåt flertal ved det kommende valg og håber, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, bliver Danmarks næste statsminister. Jeg har kendt Jakob i mere end ti år. Vi blev begge valgt på Fyn i 2011. Jakob har sat en klar politisk retning, og han er på alle måder et troværdigt og ordentligt menneske, som vil kunne lede Danmark,« skriver Heitmann.

Heitmann skriver desuden at Venstre i Assens peger på Pia Offer Madsen, som partiets nye folketingskandidat i kredsen. Jane Heitmann skriver at hun »vil være stolt over at give stafetten videre« til hende.