Du kender ham fra TV 2, men snart vil Thomas Kaa Mørk tone frem på skærmen hos rivalerne fra DR.

Her tiltræder han til oktober som vært på DR Vejret – hvor han afløser en vejrlegende.

Efter 22 år som vejrvært stopper Søren Jacobsen nemlig 1. oktober og bliver afløst 43-årige Thomas Kaa Mørk, der kommer fra en stilling som vejrvært på TV 2. Det skriver DR.

Thomas Kaa Mørk har siden 2013 været vejrvært på TV 2 og sideløbende skrevet om vejr og klima på sin egen hjemmeside meteorolog.dk.

Han er uddannet meteorolog på Københavns Universitet og har også en fortid som flyvemeteorolog på DMI.

DRs nye vejrvært har en klar ambition i sit nye job – en ambition som også seerne kommer til at mærke:

Han vil gøre os danskere klogere på klimaforandringerne, og hvordan de kommer til at påvirke os.

»Fra at være noget, vi talte om kunne ske langt ude i fremtiden, banker et ændret klima nu på vores dør. Forandringerne påvirker dermed vores hverdag, og det er min ambition at klæde seerne godt på i forhold til at forstå, hvad der sker, og hvad vi har i vente. Hvad er vejr og hvad er klima, hvad er myte, og hvad er fakta,« siger Thomas Kaa Mørk til DR.

Han, hustruen Charlotte og parrets datter Marie flytter i forbindelse med det nye job på DR fra Ålsgarde i Nordsjælland til Aarhus-området, idet DR Vejret sendes fra studiet på Dokk1 i Aarhus.