Den verdenskendte popstjerne Beyoncé bliver kritiseret for at bruge stødende tekst på sit nye album 'Renaissance.'

Udtrykket, der beskrives som »dybt stødende« forekommer to gange i sangen 'Heated', der er lavet i samarbejde med kunstneren Drake.

Flere medier, herunder Sky News og BBC News, er gået stille med dørene i forhold til, hvordan den angiveligt stødende tekst lyder.

Men B.T. har fundet frem til, at det drejer sig om de otte følgende ord:

»Spazzin' on that ass, spaz on that ass.«

Et nedsættende udtryk, der oftest bruges til at nedgøre mennesker med spastiske lammelser.

Og det er ikke første gang, at det omdiskuterede udtryk bliver brugt i en sang. For blot få uger siden kom den amerikanske popstjerne Lizzo i modvind for at bruge det samme udtryk i sin sang 'GRRRLS.'

Derfor er Beyoncés sang et ekstra slag i ansigtet, mener den amerikanske handicapadvokat Hannah Diviney.

Den verdenskendte sangerinde, Beyoncé, har endnu ikke svaret direkte på kritikken.
Den verdenskendte sangerinde, Beyoncé, har endnu ikke svaret direkte på kritikken. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

»Jeg er træt og frustreret over, at vi har denne samtale igen så hurtigt efter, at vi fik et så meningsfuldt og progressivt svar fra Lizzo,« siger hun til BBC News.

Ifølge handicaporganisationen 'Scope' er udtrykket med til at forstærke de negative holdninger, som handicappede møder hver dag.

Derfor har organisationen bedt Beyoncé om at genindspille sangen og undlade fornærmelsen.

Et påbud, der er blevet lyttet til. For ifølge popstjernens publicist står sangen til at blive ændret, da hensigten ikke har været at såre nogle udsatte grupper.

Men det er ikke alle, der er enig i kritikken. For flere af popstjernens fans har argumenteret for, at der er tale om en misforståelse, og at udtrykket i USA også kan betyde »at flippe ud« eller »blive skør« i en festlig sammenhæng.

Albummet er Beyoncés syvende soloalbum, der siden sin udgivelse i slutningen af juli allerede har toppet flere internationale hitlister.