Ved middagstid tirsdag besluttede en patrulje at tjekke en personbil, der netop var holdt ind på en parkeringsplads ved et supermarked i Lejre.

Politiet skønnede hurtigt, at bilens fører var påvirket af narkotika.

Efter at have sigtet den 21-årige kvinde for narkokørsel foretog politiet så en ransagning af hendes bil.

Og her gjorde politiet sig flere interessante fund, fremgår det af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

I bilen blev der fundet både et gram hash, flere end 400 piller af et lægepræparat, som kvinden ikke havde recept på, samt dopingpiller.

Dem var der i alt 100 af.

Fundene blev beslaglagt og kvinden sigtet for overtrædelser af lov om euforiserende stoffer, lægemiddel- og dopinglovgivningen.

Mens kvinden kortvarigt var anholdt, blev der foretaget en blodprøve.

Når resultatet af den ligger klar, kan hun forvente at høre yderligere, lyder det fra politiet.