»Læg dig,« råber en af politibetjentene. Der lyder et skud. »Læg geværet,« råber de.

Det ligner, at den 22-årige formodede gerningsmand siger noget til betjentene. Seks lange sekunder efter lyder endnu et skud.

Optakten til anholdelsen er fanget på video, som B.T. er kommet i besiddelse af.

Her ser man øjeblikket før, at den formodede gerningsmand tager sin mobiltelefon op til øret, og ifølge et øjenvidne talte han i et minuts tid.

48-årige Flemming Kristensen, der filmede episoden, hæfter sig især ved én detalje fra den højdramatiske situation.

»Han virkede helt rolig. Der var ingen panik i ham,« siger han til B.T.

Af videoen øverst i artiklen kan man se, at den formodede gerningsmand holder i løbet på sit våben, mens geværkolben hviler på asfalten.

Imens står fire politibetjente få meter fra ham. De har alle trukket deres våben – to har pistoler, og to har maskinpistoler.

Du kan se hele videoen øverst i artiklen.
Du kan se hele videoen øverst i artiklen. Foto: Flemming Kristensen
Vis mere

Alle fire  betjente sigter på den 22-årige mand.

På det tidspunkt er hele København i højeste alarmberedskab efter anmeldelsen om skyderi i Field's, som politiet modtog knap et kvarter tidligere.

Her har tre mennesker mistet livet, og yderligere fire er alvorligt såret. Dertil kommer adskillige yderligere sårede.

På det tidspunkt, hvor de første skud blev affyret inde i Field's, stod Flemming Kristensen selv i shoppingcentret med sin datter og hendes veninde.

Pigerne skulle til koncerten med Harry Styles i Royal Arena samme aften, og de befandt sig heldigvis alle tre tæt på udgangen af Field's.

De søger i sikkerhed på deres hotelværelse på Cabinn bag Field's, da der pludselig sker noget nede ved parkeringspladsen, som Flemming Kristensen kan se fra hotelværelset.

»Jeg så en masse folk løbe, og der kom betjente løbende og i bil,« siger Flemming Kristensen.

Det er her, at Flemming Kristensen tager sit kamera frem og ser den 22-årige mand i shorts, vest og med kasketten omvendt.

I hænderne har han en riffel.

»Det var meget mærkeligt for mig. Jeg plejer at tage fotos af natur og lave portrætter,« siger han.

Efter flere nervepirrende minutter hører Flemming Kristensen lyden af et skud.

Han mener, at det er politibetjentene, som affyrer flere varselsskud mod den formodede gerningsmand, der ikke adlyder deres anvisninger.

»Jeg sagde til min datter, at de skulle smide sig ned på gulvet,« siger Flemming Kristensen.

Resten af aftenen kunne han og de to piger ikke få lov at forlade deres hotel og køre hjem.

De var derfor nødsaget til at overnatte til næste dag, selvom søvnen ikke kom nemt.

»Jeg sov slet ikke den nat,« siger Flemming Kristensen.