Det kan godt være, statsminister Mette Frederiksen står midt i sit livs politiske krise.

Alligevel har statsministeren fundet tid til at tage en tur på årets Roskilde Festival. Det viser billeder, B.T. har modtaget af en ret speciel situation.

Statsministeren var nemlig at finde på festivalens campingområde Øst tidligere på dagen.

Og her blev hun assistent til en herres druk.

Mette Frederiksen blev nemlig bedt om at hjælpe til med at uddele en ølbong.

Hvilket hun indvilgede i.

Det kan man se i videoen i toppen af artiklen.

Manden, der modtog ølbongen af statsministeren, hedder Mathias Lang Sørensen.

Han er 22 år og fra Sorø.

»Vi sad i campen og spillede pløk. Så kom hun gående forbi, og så sagde vi alle sammen 'hej Mette'. Så kom hun over og stod og snakkede med en af  vores venner, og så fik jeg pludselig ideen, at jeg skulle have en ølbong, og så fik jeg hende til at holde den,« siger Mathias Lang Sørensen til B.T.

Han fortæller videre, at statsministeren, som i dag har fået et ultimatum om at udskrive valg eller blive mødt med et mistillidsvotum af støttepartiet Radikale Venstre, var helt frisk på at hjælpe med ølbongen.

Hun skulle dog ikke selv nyde noget.

»Hun sagde, så længe hun ikke skulle drikke den, så var hun frisk,« fortæller Mathias Lang Sørensen.