Nordkorea siger, at det har identificeret kilden til sit udbrud af coronasmitte. Det var nogle beboere, der berørte 'de fremmede ting' ved grænsen til Sydkorea.

Statens nyhedsbureau, KCNA, har beskrevet det således:

»Det er kendt, at en 18-årig soldat med efternavnet Kim og et femårigt børnehavebarn med navnet Wi havde kontakt til de fremmede ting ved deres boliger i begyndelsen af april.« Det skriver Sky News.

De to havde symptomer, og de blev senere testet positiv for coronavirus.

Ipho-ri ligger på østkysten af halvøen, nær grænsen til Sydkorea.

»Undersøgelser har vist, at adskillige personer, som kom fra Ipho-ri i Kangwon-provinsen til hovedstaden allerede i midten af april, havde feber,« tilføjede KCNA.

Nordkoreanske afhoppere og sydkoreanske aktivister plejede at flyve med balloner hen over den stærkt bevogtede grænse. De havde pamfletter eller humanitær hjælp med.

Den trafik blev stoppet i 2020 af regeringen i Sydkorea på grund af sikkerheden.

Sydkoreas ministerium for genforening sagde fredag, at der absolut ingen sandsynlighed er for, at covid-19-smitten er kommet til Nordkorea med balloner fra deres side af grænsen.

I Nordkorea aftager smitten med covid-19 tilsyneladende. Men det er svært at fastslå det med sikkerhed.

Manglen på test betyder, at Nordkorea kun kan rapportere om dem, som faktisk har fået færre symptomer – ikke om dem, der mistænkes for at have fået smitten.

Fredag den 1. juli var der – ifølge nordkoreanerne – 4.570 mennesker, der havde feber. Antallet af smittede siden slutningen af april er 4,74 millioner.