Kristian Thulesen Dahl er fortid i Dansk Folkeparti, og hvis der ikke sker noget radikalt for partiet, er Dansk Folkeparti måske også fortid i Folketinget.

Det vurderer Anders Leonhard, der er B.T.s politiske redaktør.

»Det er bestemt realistisk, at Dansk Folkeparti klarer spærregrænsen ved det kommende valg.«

»Men ved det efterfølgende valg er det klart en mulighed, at de ryger ud af Folketinget,« vurderer Anders Leonhard.

Politisk redaktør Anders Leonhard Jensen, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Politisk redaktør Anders Leonhard Jensen, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Kristian Thulesen Dahl, der tidligere var formand for Dansk Folkeparti, kalder beslutningen for smertelig på Facebook.

Men Anders Leonhard kalder også beslutningen forventelig.

»Det her er den mindst overraskende nyhed, vi har fået i dansk politik i flere måneder.«

»De fleste – stort set alle – ventede på, at han ville forlade partiet,« forklarer Anders Leonhard.

Men hvorfor tog det så lang tid, før han forlod partiet?

»Morten Messerschmidt har haft en teori om, at der har foregået en koordineret masseudmelding af partiet. Og at Kristian Thulesen Dahl så var den sidste mand, der skulle forlade dem.«

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Den anden udlægning af sagen kunne være, at Kristian Thulesen Dahl har været med fra starten. Han har været i partiet i 27 år, så det er en voldsom beslutning for ham,« siger Anders Leonhard.

Anders Leonhard forklarer, at Dansk Folkeparti er et klokkeklart eksempel på, hvad der sker, hvis der er interne kampe i et politisk parti.

»Kristian Thulesen Dahls farvel er en konsekvens af et meget uskønt forløb, hvor der har været beskidt fløjkrig.«

»Krisen har kørt i snart to år, og det har nu resulteret i, at den ene halvdel af Dansk Folkeparti er væk.«

Med Kristian Thulesen Dahl ude af partiet er Dansk Folkeparti nede på fem personer i folketingsgruppen.