Tirsdag 12.35 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et indbrud i et kontor på Klamsagervej i Åbyhøj.

Her havde en medarbejder set en person gå ind og ud af bygningen, hvorefter han stak af fra stedet på medarbejderens elløbehjul.

Medarbejderen forsøgte at løbe efter, men han kunne ikke følge med manden på elløbehjulet, der fortsatte ned ad Brabrandstien.

Da medarbejderen kom tilbage til kontoret, opdagede han, at der var forsvundet en Macbook fra stedet, skriver politiet i døgnrapporten.

Via computerens sporingsenhed kunne medarbejderen se, at den befandt sig på en adresse i Aarhus V.

Medarbejderen tog selv hen til adressen, hvor han ventede på politiet. I lejligheden fandt betjentene en 42-årig mand, der havde den forsvundne Macbook liggende på køkkenbordet.

Manden var dog ikke identisk med ham, som medarbejderen havde set stikke af på elløbehjulet. Han forklarede, at han blot skulle formatere computeren for en bekendt og ikke vidste, at den var stjålet.

Han blev derfor sigtet for hæleri.

Onsdag morgen blev politiet igen kontaktet af medarbejderen, der oplyste, at det stjålne elløbehjul i mellemtiden var blevet leveret tilbage.