Olena Zelenska siger det, som det er – når man er gift med den siddende præsident for Ukraine.

»Vores forhold er sat på pause,« lyder det fra førstedamen.

Det er i et interview med CNN, at Volodymyr Zelenskyjs hustru fortæller private detaljer om, hvordan parrets forhold er, her fire måneder efter at den russiske invasion af nabolandet begyndte.

Og Olena Zelenska tilføjer på tragisk vis, hvordan forholdets øjeblikkelige status ikke adskiller sig væsentligt fra millioner af landsmænds.

Olena Zelenska har to børn sammen med Volodymyr Zelenskyj.
Olena Zelenska har to børn sammen med Volodymyr Zelenskyj. Foto: Gints Ivuskans
Vis mere

»Som mange andre familier venter vi på at blive genforenet, på at være sammen igen. Vi venter på at spise aftensmad sammen og tale med vores børn om helt almindelige ting,« siger hun.

I interviewet anslår hun, at op mod halvdelen af den ukrainske befolkning – på 44 millioner indbyggere – er blevet adskilt af krigen.

Det er tidligere kommet frem, hvordan Olena Zelenska og Volodymyr Zelenskyj overhovedet ikke var sammen invasionens første måneder.

Her boede præsidenten på sit kontor, mens hustruen og børnene var sendt bort fra hovedstaden Kyiv. I sikkerhed.

Volodymyr Zelenskyj og Olena Zelenska har været gift siden 2003.
Volodymyr Zelenskyj og Olena Zelenska har været gift siden 2003. Foto: Evgeniy Maloletka
Vis mere

Og selv om det trods alt er anderledes i dag, er det altså ifølge førstedamen langtfra normaliseret.

»De to måneder, hvor jeg slet ikke kunne se ham, er fortid. Nu kan jeg se ham indimellem i korte perioder. Det er ikke så ofte, men jeg har mulighed for fysisk at føle ham ved siden af mig,« siger Olena Zelenska:

»Det er ikke et normalt forhold, når børn ikke kan se deres far og må tale med ham over telefonen.«

Den ukrainske kvinde er dog fuldt ud bevidst om, at der stadig er lang vej endnu.

»Det er meget udfordrende at holde ud i snart fem måneder,« siger Olena Zelenska:

»Vi finder glæde i de små ting, mens vi sparer på kræfterne og forsøger at finde ny styrke.«