Siden Lars Seier Christensen solgte sin andel af Saxo Bank, er det kun gået en vej. Og det er nedad.

For tredje år i træk står han nemlig med et underskud i sit personlige investeringsselskab, Seier Capital.

Det afslører regnskabet for 2021 ifølge Finans.

Der er tale om et underskud på 148 millioner kroner – dermed har han tabt 382 millioner kroner de seneste tre år.

I regnskabet lyder det, at »årets tab er grundet udviklingen på de finansielle markeder ikke i overensstemmelse med ledelsens forventninger i sidste års regnskabet«.

Her henviser han til, at det særligt er covid-19, der har påvirket investeringerne, da flere af disse er i virksomheder i underholdningsindustrien.

I starten af juni kunne B.T. fortælle, at Lars Seier, der er medejer af den verdensberømte danske Michelin-restaurant Alchemist, havde et underskud på mere en 15 millioner kroner.

Her lød det trods alt, at man ikke skal »græde sig i søvn over de store tal.«

For han vidste fra start, at det ville koste mange penge at lave sådan et sted.

Men på trods af den kedelige udvikling, forventer Lars Seier dog at tjene penge i 2022. Dog igen med forbehold for udviklingen på de finansielle markeder.

Lars Seier Christensen var med til at stifte Saxo Bank, og solgte i 2018 sin ejerandel på 25 procent for 2,6 milliarder kroner.

Trods de senere års tab har Seier Capital en egenkapital på 1,8 milliarder kroner.