Det er ikke uden omkostninger at arbejde i psykiatrien.

Det måtte en 64-årig mandlig læge sande, da han for en uge siden blev stukket ned af en psykisk syg patient på Amager i forbindelse med et sygebesøg og nu er afgået ved døden.

Og det har nu fået den politiske ordfører i De Konservative, Mette Abildgaard, til at reagere. For det har ikke været helt uden ubehag i kroppen, at hendes lillesøster arbejder med svært psykisk syge.

»De kan være farlige for både sig selv og andre. Jeg frygter jævnligt for hende, det kan ingen overfaldsalarm forhindre,« fortæller hun til B.T.

Hun fortæller, at hendes søster i starten ikke fortalte familien om hendes jobskifte fra handicapområdet til psykiatrien.

»Da min søster fik sit nye arbejde ved jeg, hun doserede informationen, inden hun gav den videre til os omkring hende – simpelthen for at sikre, at bekymringerne ikke løb laf sporet. Og det er jo utroligt, det skal være sådan,« slår hun fast.

Hun kan derfor heller ikke lade være med at kalde den seneste hændelse for 'dybt tragisk'.

»Vi har ikke fået ændret på arbejdsvilkårene eller fået hjulpet de mennesker, som er psykisk syge i tilstrækkelig grad, når sådan noget som det her kan ske. Og nu skete det jo desværre igen,« fortæller hun.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Mette Abildgaard påpeger, at det generelt er for let bare at uddele overfaldsalarmer. Der mangler ifølge hende træning i, hvordan man forsvarer sig selv, eller hvordan man forhindrer, at sådanne ulykker sker.

»Det er en kæmpe falliterklæring for vores velfærdssamfund og for vores sundhedsvæsen, at vi ikke kan hjælpe de her psykisk sårbare mennesker og passe bedre på de ansatte.«

»Hvis det samme antal mennesker var døde i et terrorangreb, eller hvis det havde være politibetjente, der var blevet skudt i tjeneste, så tror jeg, det havde fået markant mere opmærksomhed.«

Hun understreger, at hendes lillesøster på ingen måde er det enestående tilfælde.

»Sådan er der mange medarbejdere, der har det. Jeg ved jo også, der er pårørende til mennesker, der er psykisk sårbare, der går med de samme bekymringer, som også går med frygten for selvskade, der bestemt også er alvorligt.«

En læge blev tirsdag stukket med en kniv under et hjemmebesøg hos en patient. Den formodede gerningsmand er 30 år gammel og er psykisk syg ifølge mandens mor.
En læge blev tirsdag stukket med en kniv under et hjemmebesøg hos en patient. Den formodede gerningsmand er 30 år gammel og er psykisk syg ifølge mandens mor.
Vis mere

Hun håber derfor nu på, at der vil blive rykket på tiårsplanen for psykiatrien, som Det Konservative Folkeparti også har haft fokus på i finanslovsudspillet for 2022.

»Den er blevet varslet SÅ mange gange, og den er ikke kommet endnu. Jeg synes ikke, vi som politikere kan se os selv i øjnene, før vi får leveret på den del,« slår hun fast.

Ifølge De Konservative, så har de blandt andet afsat penge til 400 ekstra sengepladser i psykiatrien.

Sagen har vakt stor opmærksomhed, hvor Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har kaldt sagen for dybt tragisk.

»Det skal være trygt at gå til læge, og det skal også være trygt at arbejde som læge,« lød det.