Når man skal, så skal man – og det skal være lettilgængeligt for alle. Også personer med et svært bevægelseshandicap.

Derfor har Aarhus fået Danmarks første særligt tilpassede handicaptoilet, Spaces.

Toilettet giver mennesker med omfattende bevægelseshandicap et nyt, moderne rum at gå på toilettet eller blive skiftet i – i offentligheden på en central plads.

Det nye toilet, der er placeret på Tangkrogen i Aarhus, er netop blevet indviet af borgmester Jacob Bundsgaard (S) og direktør for Dansk Handicap Forbund Jens Bouet.

»Aarhus Kommune har en historik med at gå foran, når det gælder tilgængelighed. Forhåbentligt vi også her viser vejen for en ny type af fremtidens handicaptoiletter i Danmark, så det her blot er starten på en større udbredelse herhjemme,« udtaler borgmesteren blandt andet.

Toiletrummet Spaces er et nyt koncept udviklet i samarbejde mellem blandt andre Dansk Handicap Forbund, Aarhus Kommune og Pressalit.

Toilettet er indrettet med lift, hæve-sænketoilet, justerbar håndvask og et stort leje at blive skiftet på.

Selvom det er det første af sin slags i Danmark, så har andre lande som Storbritannien siden 2006 bygget mere end 1.700 særligt indrettede handicaptoiletter. Nu er Aarhus kommet med på listen.

Adgangen til det nye toilet er styret af en app, der sikrer, at det udelukkende er de relevante brugere og deres hjælpere, der har adgang til faciliteterne. Det er Danske Handicaporganisationer, der skal godkende, at man er berettiget til at anvende toilettet.

»Det er et eksempel til efterfølgelse for landets kommuner og Vejdirektoratet.«

»Med ganske få tilpasninger kan rum som Spaces erstatte handicaptoiletter, som vi kender dem og blive rum, der ikke bare overholder gældende direktiver, men som også løser svært handicappedes helt basale behov,« udtaler Direktør for Dansk Handicap Forbund Jens Bouet.

Det vurderes, at op imod 270.000 danskere er ramt af så omfattende fysisk handicap, at de eksisterende handicaptoiletter ikke imødekommer deres behov.