Hun prøvede at skjule skuffelsen, men det var umuligt for hende.

Den danske tennisstjerne Clara Tauson var nemlig enormt frustreret, da hun mødte pressen efter at have trukket sig i sin første kamp ved årets Wimbledon.

På grund af en skade i ryggen, som de seneste to måneder har holdt hende væk fra banen, måtte den 19-årige dansker trække sig allerede ved stillingen 1-4 i første sæt mod japanske Mai Hontama.

»Jeg tænker ikke så meget lige nu … Jeg prøver bare at acceptere, hvad der lige er sket. Men jeg er enormt skuffet og ærgerlig over det her,« lød det fra den unge dansker som det første.

Clara Tauson måtte trække sig i første runde af Wimbledon med en rygskade.
Clara Tauson måtte trække sig i første runde af Wimbledon med en rygskade. Foto: NEIL HALL
Vis mere

Clara Tauson har de seneste to måneder været ude med en rygskade, som har voldt hende store problemer.

Men i weekenden forklarede hun dog, at hun endelig følte sig klar, og at beslutningen om at stille op i Wimbledon derfor stadig var den rigtige.

»Ja, 100 procent. Jeg følte mig godt tilpas og har haft et par gode træninger. Jeg har hele tiden følt mig klar. Der var ingen tvivl om, at jeg skulle spille, men så sker det her,« lød det videre.

Ved at stille op i Wimbledon modtager spillerne desuden 50.000 pund – svarende til cirka 433.000 kroner – i præmiepenge blot for at spille en førsterundekamp.

Men på trods af kun fem spillede partier på græsset i London, så har det økonomiske aspekt på ingen måde spillet ind i beslutningen, forsikrer hun.

»Nej, selvfølgelig gjorde det ikke det. Hvis jeg havde den mindste smerte, var jeg ikke gået ind på banen, ligesom jeg ikke gjorde i Paris. Jeg var klar til at spille.«

Det var efter blot tre partier i mandagens kamp, at den danske tenniskomet pludselig forlod banen med en fysioterapeut.

Og selv om hun gav det et forsøg, da hun vendte tilbage, stod det dog hurtigt klart, at danskeren ikke kunne fuldføre kampen.

»Der sker det, at jeg må forklare min historik med skaden til en fysioterapeut, jeg ikke kendte. Hvad der tidligere har været galt og så videre. Så bad jeg hende om at blive tapet godt op, fordi jeg håbede, det ville hjælpe en hel del,« siger Clara Tauson og fortsætter:

»Men det gjorde det desværre ikke, og hun havde jo kun tre minutter til at tape mig op, så vi havde ikke som sådan tid til at tale mere derinde.«

På trods af mandagens nederlag, er Clara Tauson stadig en del af dette års Wimbledon, da hun ifølge planen skal spille double onsdag.

Hvis hun altså når at blive sin skade kvit.