En borger ringede søndag klokken 18.26 til politiet.

Her fortalte han, at en fremmed mand havde forsøgt at kravle ind i hans bil, mens han holdt på Kirkegade i Randers C.

Ifølge anmelderen havde manden råbt nogle usammenhængende gloser og kastet snus i hovedet på ham.

Herefter havde manden stukket overkroppen ind i bilen og hevet fat i anmelderens sele.

En patrulje kørte til stedet.

Her fik de fat i en 24-årig mand.

Den 24-årige havde skabt en del utryghed i området, da han havde opført sig aggressivt og opfarende over for flere forbipasserende på gaden.

Den 24-årige blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.