Der går ikke mange sekunder, før navnene på de bedste statsministre flyver ud af Uffe Ellemann-Jensens mund.

Det sker i TV 2 programmet 'Det sidste ord', hvor tv-journalisten Mikael Bertelsen har interviewet Uffe Ellemann-Jensen, inden han 19. juni døde af kræft efter længere tids sygdom.

Navnene falder efter snakken om valget i 1998, hvor Uffe Ellemann-Jensen tabte statsministerposten til Poul Nyrup. Et nederlag, som Uffe Ellemann har erkendt, gav ham en del ekstra års levetid.

»Jeg havde hjerteproblemer, der markerede sig for alvor de kommende år. De ting gjorde, at hvis det var kommet, mens jeg var statsminister, så havde jeg været nødt til at trække mig.«

Skal jeg forstå det som, at hvis du var blevet statsminister, så var du død af det?

»Ja, så havde vi slet ikke siddet og lavet den her snak, fordi så havde vi ikke nået at lave det, inden det rent faktisk skete,« slår han fast over for Mikael Bertelsen i programmet.

Når nu han ikke selv blev statsminister, bliver Uffe Ellemann-Jensen spurgt til, hvem han så mener, har været den bedste i sin levetid. Her nævner han uden tøven eller betænkningstid tre navne.

»Det synes jeg både Anders Fogh og Lars Løkke har været. Der er jeg både loyal over for partiet. Selvom jeg synes, Anders Fogh kunne være en møgirriterende stivstikker – for det kunne han jo – så var han knageme dygtig og håndfast. Han lagde sine planer. Respekt for det.«

Uffe Ellemann-Jensen i Mikael Bertelsens programserie 'Det sidste ord'.
Uffe Ellemann-Jensen i Mikael Bertelsens programserie 'Det sidste ord'.
Vis mere

Men der blev ikke kun delt rosende ord ud til Anders Fogh.

»Men jeg kunne ikke lide, den måde han pludselig stak af på og blev NATO-generalsekretær på det samme tidspunkt, hvor den internationale finanskrise brød løs.«

Derudover fremhævede han Lars Løkke Rasmussen, der var »god så længe, han havde mulighed for at føre sin politik igennem« og Helle Thorning Schmidt.

»Set i min optik var også Helle Thorning en fremragende statsminister. Hun var passende udoktrinær, havde et godt blik for de internationale vilkår. Jeg ved godt, hun er næsten forhadt i dele af sit parti og andre steder dæmoniseret – hvad der ikke var rimeligt.«

Og da Mikael Bertelsen spørger til Mette Frederiksen, får tonen en helt anden lyd.

Du nævner ikke Mette Frederiksen?

»Nej,« svarer han hurtigt.

Der er nogen, der vil sige, du er inhabil?

»Man kan godt være inhabil og godt vide, hvad man taler om,« slår han fast.

Den første udgave af 'Det sidste ord' blev sendt i august 2020, da musiker Bent Fabricius-Bjerre gik bort. Programmet med Uffe Ellemann-Jensen er derfor det andet i programserien.

Uffe Ellemann-Jensen blev 80 år gammel og skal tirsdag klokken 12.00 bisættes ved Holmens Kirke i København.