Politiske nørder vil huske, at Dansk Folkeparti engang havde et slogan, der hed ‘et friskt pust over landet’.

Det føles som meget lang tid siden.

Det friske pust er blevet til magtkampe, løsthængende knive og blodige stiksår som det sås i Socialdemokratiet under Svend Auken i 1980erne og start-90erne.

I disse dage kulminerer så flere års stridigheder i noget, der ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup mest af alt minder om ‘en total nedsmeltning’.

Søren Espersen har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.
Søren Espersen har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Nu er stemningen og mismodet blevet så omsiggribende, at det er fuldstændig smuldret for Dansk Folkeparti. Nu er det ren overlevelse for partiet,« siger Søs Marie Serup, der er medforfatter til en bog om partiet med titlen Skaberen Taberen Frelseren.

Senest har DF-profilen Søren Espersen meldt sig ud af partiet, og fredag var det gruppeformand Peter Skaarup, der samtidig fortalte, at han agter at stille op for Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne. Begge har været med siden partiet opstod af asken fra Fremskridtspartiet i 1995.

Hvis også Søren Espersen melder sig ind i Danmarksdemokraterne, står Inger Støjberg med nogle markante profiler, som har erfaring med organisatorisk arbejde i forbindelse med etableringen af et nyt parti.

»Det er et kæmpe arbejde at lave en politisk organisation. Der skal laves medlemsdatabaser, vedtægter, indmeldelser skal screenes osv.  De kommer med en knowhow, som er uvurderlig,« siger Søs Marie Serup.

Nu er det friske pust Inger Støjberg, og Søs Marie Serup mener, at der er risiko for, at partiet ikke klarer spærregrænsen ved det valg, der skal komme senest i juni 2023.

»Lige nu ligger DF på lige over tre procent, så det ser kritisk ud,« siger hun.

Søren Espersen begrunder direkte sit exit med, hvordan Kristian Thulesen Dahl er blevet behandlet i partiet. Senest blev Thulesen Dahl skoset af Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard for ikke at dukke op på Christiansborg efter afstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni 2022.

Søren Espersen siger til B.T., at han agter at fortsætte i politik.

Inger Støjberg har grund til at smile. Flere Dansk Folkeparti-profiler skifter over til hendes parti
Inger Støjberg har grund til at smile. Flere Dansk Folkeparti-profiler skifter over til hendes parti Foto: Henning Bagger
Vis mere

Sørens Espersens udmelding markerer afslutningen på en rædselsuge for Dansk Folkepartis leder Morten Messerschmidt.

Fredag meldte Henrik Thulesen Dahl ud, at han i lighed med Peter Skaarup stiller op for Inger Støjbergs parti. Lørdag har Hans Kristian Skibby meldt ud, at han gør det samme. Han var dog løsgænger i forvejen. Også Dennis Flydtkjær meldte lørdag ud, at han er fortid i partiet.

Årsagen til nedsmeltningen er ikke – som mange måske tror – kun Morten Messerschmidt:

»Pia Kjærsgaard har en stor andel i det. Hun har været en belastning for partiet og skubber folk fra sig. Hun har en meget kontant og vred facon. I gamle dage var det en styrke, men nu er hun en belastning for Messerschmidt,« siger Søs Marie Serup.

Kristian Thulesen Dahl har endnu ikke meldt ud om sin fremtid i partiet udover, at han ikke agter at stille op for Dansk Folkeparti ved næste folketingsvalg. Men Søs Marie Serup er ikke i tvivl:

»Jeg er overbevist om, at han følger med til Danmarksdemokraterne. Inger Støjberg har et tæt forhold til Kristian Thulesen Dahl, og de har længe haft en politisk flirt,« siger hun.

Tilbage står, at Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard har en stærkt decimeret folketingsgruppe. Deres håb på sigt er ungdomspartiet DFU, mener Søs Marie Serup.

»Der er mange dygtige talenter, men det er ikke meget vi har hørt fra dem. Som det ser ud nu bakker DFU stadig op om Morten Messerschmidt,« siger hun.