Det ser godt ud for Inger Støjberg.

For Indenrigsministeriet oplyser nu til B.T., at Danmarksdemokraterne har fået 40.321 igangsatte vælgererklæringer.

For at Inger Støjberg kan komme på stemmesedlen til næste valg, skal hun have samlet 20.182 vælgererklæringer.

De godt 40.000 igangsatte underskrifter er dog ikke gældende, før underskriverne har bekræftet deres vælgererklæring efter syv dage.

Men allerede nu virker det til, at Støjberg har sikret sig en plads på stemmesedlen, når Mette Frederiksen trykker på valgknappen.

Danskerne har haft mulighed for at give Støjberg en vælgererklæring siden tirsdag eftermiddag. Alt peger derfor på, at Inger Støjberg slår alle rekorder, hvad angår hurtigst indsamlet vælgererklæringer.

Nogle af dem der har meldt ud, at de vil give Inger Støjberg en vælgererklæring er DF-afhopperne Hans Kristian Skibby, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Bent Bøgsted. Bent Bøgsted har erklæret, at han gerne vil være en del af organisationen.

Men også Hans Kristian Skibby og Liselott Blixt har erklæret sig mere end interesseret i Støjbergs nye parti.

»Nu skal partiet lige dannes først, så jeg kan ikke sige, at jeg er nyt medlem. Men det er nok ikke helt forkert skudt ved siden af, hvis man siger, at jeg er meget interesseret,« sagde Hans Kristian Skibby torsdag til B.T.

Indtil videre er det dog kun Inger Støjberg og hendes nabo, som er en del af Danmarksdemokraterne.

Men spekulationerne om, at Kristian Thulesen Dahl også er på vej over til Danmarksdemokraterne, er brandvarme.

Selv vil den tidligere DF-formand hverken be- eller afkræfte, om han slår pjalterne sammen med Inger Støjberg.

»Jeg har valgt at sige, at jeg lige nu holder øjne og ører åbne i forhold til min fremtid,« sagde Kristian Thulesen Dahl til B.T. i weekenden.

B.T. forsøger at få en kommentar til strømmen af vælgererklæringer fra Inger Støjberg.

Opdateres …