Har du stødt på to mænd, der hævder at samle ind til et døvecenter?

Så tøv en kende inden du tømmer sparegrisen.

Sådan lyder opfordringen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er nemlig en chance for, at de er ude på at snyde dig.

»De har ikke noget med, der indikerer, hvor de er fra. Og dem, der har henvendt sig fortæller, at de bliver meget fornærmede, når folk ikke vil betale med kontanter,« lyder det fra vagtchef, Ole Aamand.

»Så vi mistænker dem simpelthen for at forsøge at bedrage folk.«

Alene de seneste timer har politikredsen modtaget to anmeldelser.

Derfor har de torsdag aften efterlyst de to mænd på Twitter. De vil nemlig gerne tale med dem om deres indsamling.

»Hvis man ser dem, må man meget gerne ringe til os og forsøge at holde dem hen og observere.«

I forlængelse heraf oplyser han, at de typisk stiller sig ved butikscentre, hvor der kommer mange mennesker.

»Dem, der har henvendt sig, har ikke doneret nogen penge. Generelt vil vi også gerne opfordre til, at man ikke donerer penge, hvis man er i tvivl om hvorvidt indsamlingen er legal,« siger han.

Politiet har modtaget anmeldelser fra flere steder i Jylland.

Torsdag har det drejet sig om byerne Esbjerg og Ribe.

De to mænd kører angiveligt rundt i en rumænsk indregistreret BMW.