En decideret forsyningskrise kan risikere at blive en realitet.

Det har Energistyrelsen netop udmeldt i en pressemeddelelse ifølge Ritzau, hvor de skriver, at de nu er gået et niveau op i gasberedskabet og derfor udsteder en såkaldt 'early warning.'

Gasberedskabet er til for at sikre gas til danskerne i tilfælde en alvorlig forsyningskrise. Og nu har Energistyrelsen altså taget hul på første skridt i planen.

Det sker efter, at Rusland har reduceret gasleverancerne via Nord Stream 1 til Tyskland med hele 60 procent.

»Det er en alvorlig situation, vi står i, og den er blevet forværret med de reducerede leverancer fra Rusland til det europæiske gasmarked. Derfor erklærer vi nu sammen med andre EU-lande Early Warning for at vise rettidig omhu,« siger vicedirektør i Energistyrelsen, Martin Hansen, og fortsætter:

»Vi følger udviklingen på gasmarkederne nøje. Vi får stadig gas i Danmark, og vi har planer klar til at sikre forbrugerne. Vi står heldigvis robust i Danmark, fordi vi har meget grøn energi.«

Netop nu er de danske gaslagre 75 procent fyldte – det er fem procent mindre end EUs fælles målsætning om 80 procent fyldte gaslagre per 1. november i år.

Energistyrelsen har desuden en nødplan klar, hvis der kommer reel mangel på gas.

I Danmark bruger cirka 380.000 husstande naturgas til opvarmning – det svarer til omtrent 800.000 danskere.

»Vi har haft tæt dialog med erhvervslivet om, hvem der kan bidrage i en krise. De fleste af de meget gasforbrugende virksomheder har planer klar til at kunne erstatte gas, men vi vil nu tage fornyet kontakt til virksomhederne for at høre, om myndighederne kan gøre noget for at hjælpe dem,« siger Martin Hansen.

Danmark får lige nu cirka 25 procent af vores gas fra biogas, men så snart Tyra-platformen stå rklar næste år, vil den danske naturgas produktion øges.

Indtil da kan vi købe gas fra Norge gennem Baltic Pipe, som åbner senere på året fra Norge.

Samtidig opfordrer Energistyrelsen danskerne til, at spare på energien ved at bruge mindre varmt vand og spare på strømmen

EUs kriseberedskab består af tre niveauer, hvoraf denne 'early warning' er den første.

Herefter følger det såkaldte 'Alert'-niveau, som træder i kraft, hvis der opstår decideret gasforsyningsafbrydelse eller usædvanlig høj efterspørgsel på gas.

Det sidste niveau, 'Emergency'-niveauet, er i tilfælde af ovennævnte situation, men hvor et decideret indgreb i markedet er nødvendigt.