Søndag ved 21-tiden satte en 57-årig mand sig ind i sin bil og ville køre fra stedet ved parkeringspladsen ved Aldi i Ebeltoft.

Situationen, som ellers lyder harmløs, endte dog med at eskalere voldsomt.

Da den 57-årige ville køre fra stedet dyttede han nemlig flere gange, han standsede op, og han spærrede vejen for en bil.

Herefter accelererede han pludseligt og kørte frem mod fortovet, hvor en 41-årig mandlig fodgænger måtte springe til siden og om bag en lygtepæl for ikke at blive ramt.

Det stoppede dog ikke den 57-årige mand.

Han accelererede herefter igen og kørte direkte hen mod en anden bil, der blev ført af en 36-årig mand.

Den 36-årige mand måtte hurtigt bakke op over et helleanlæg for at komme væk.

Den 57-årige mand kørte herefter fra stedet, men blev kort efter anholdt i sit sommerhus, hvor hans bil også befandt sig.

Han fremstilles mandag klokken 13 i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Han er sigtet for overtrædelser af straffeloven § 252 ved at have forvoldt fare for liv eller førlighed for henholdsvis fodgænger og bilist.