Årets Roskilde Festival bliver uden rapperen Jack Harlow.

Det har Roskilde Festival meldt ud i en pressemeddelelse, hvor de citerer Jack Harlow.

»Grundet uforudsete omstændigheder angående optagelserne og produktionen af 'White Men Can't Jump' må jeg desværre annoncere, at jeg ikke længere optræder på Roskilde i år,« lyder det.

Rapperen skal nemlig være med i en genindspilning af filmen 'White Men Can't Jump', der første gang blev lavet i 1992.

Afløseren for Jack Harlow bliver Rina Sawayama.

»Vi er naturligvis kede af, at Jack Harlow har aflyst alle sine koncerter i juni og dermed også hos os. Omvendt glæder vi os over, at vi så får mulighed for at præsentere japansk-britiske Rina Sawayama. En kunstner, som vi har fulgt et stykke tid og har meget store forventninger til. Jeg har selv lige oplevet hende på Coachella i Californien, hvor hun overstrålede flere af hovednavnene,« udtaler Roskilde Festivals chefbooker, Anders Wahrén.

Dermed bliver det Sawayama, der spiller torsdag 30. juni klokken 21.30 på Arena.