»Jeg var lige startet i Danmarks Radio, vi skulle til julefrokost, og jeg havde glædet mig, og så kommer der den her store tv-kanon op, tager fat i min arm og siger: 'Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig.'«

Sådan sagde Sofie Linde i 2020 på scenen, da hun var vært ved Zulu Comedy Galla.

Episoden fandt sted, da hun var 18 år og praktikant på tv-stationen.

Den nu 32-årige kvinde sparkede MeToo-debatten op på vid gab, men det havde i den grad konsekvenser for Sofie Linde og hendes allernærmeste familie.

Det fortalte hun, da hun gæstede 'Det, vi taler om', som fredag sendte live på Folkemødet på Bornholm..

»Jeg er blevet mødt af en vrede, som jeg ikke vidste fandtes, som kommer i form af dødstrusler, grimme kommentarer og folk, der passer mig op på gaden,« sagde hun og fortalte videre om et ganske ubehageligt møde.

»Jeg har to små piger, og jeg har været ude for, at jeg har stået med min 4-årige datter, og så er der en mand, der kommer op til os og kigger ind i min datters hoved og siger: 'Er du klar over, hvor meget din mor har ødelagt?' og sådan noget, hvor jeg fysisk måtte skubbe (ham væk, red.).«

Sofie Linde fortalte også, at hun ikke forstår, hvor alt den vrede kommer fra..

Hun har fortsat masser på hjerte, når det kommer til feminisme, men hun mener ikke, at hun kan være en del af debatten, fordi den er for hård.

Noget, som 'X Factor'-værten ser som et stort, demokratisk problem.

Hun spekulerer også over, hvem der ellers føler, at de bliver nødt til at melde sig ud af debatten, og det bekymrer hende.

»Jeg havde en manager, der hjalp mig med at lave en strategi, men hvad med alle dem før mig, hvem pokker reddede dem, hvem var der, når de gik i brugsen for at handle eller var til Roskilde Dyrskue med deres unger?«

Sofie Linde fortalte også, at hun mistede venner efter sin tale, og der er flere, hun ikke kan tilgive for ikke at have været der for hende i den første, hårde tid efter talen.

Der var dog hjælp at hente fra nogle yderst fremtrædende kvinder, da både sangeren Medina og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt skrev til Sofie Linde og bakkede hende op.