Det er igen muligt at passere Aggersundbroen, efter den var spærret tidligere lørdag.

Årsagen var, at der var opstået tekniske problemer, hvorfor broen måtte lukke.

Broen, der går over Limfjorden og ligger nær Løgstør, kan i det daglige åbnes, så skibe kan passere. Og det var i den forbindelse, problemet opstod.

»Det tekniske problem er, at broklappen ikke vil lukke, efter den har været åben.«

»Der arbejdes på højtryk med at få det løst, men lige nu er der ingen tidshorisont,« lød meldingen fra Vejdirektoratets pressevagt til B.T.

Klokken 11.30 oplyses det dog, at broen atter er åbnet for trafik. Men bilister skal forvente forsinkelse i trafikken:

»Så er det igen muligt at passere broen. Forvent dog fortsat kø i begge retninger,« skriver P4 Trafik Midt&Nord på Twitter.

B.T. følger situationen.