Ikke igen! Jo, den er god nok, hvis man skal tro professor i virolog Allan Randrup Thomsen, der forudser, at vi får en bølge af coronavirus hen over sommeren.

For lige nu ser vi nemlig tendenser på stigende smitte i samfundet, viser en ny tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Mere nøjagtigt er der fra uge 22 til uge 23 sket en stigning på 53 procent i antallet af bekræftede coronatilfælde fra 3805 tilfælde til 5830 tilfælde.

»Det ligner en tendens, vi har set i en række andre lande, hvor omikron-variaten BA.5 har for vane at smitte i en velimmuniseret befolkning, som vi har i Danmark,« siger Allan Randrup Thomsen, der er tilknyttet Københavns Universitet.

På nuværende tidspunkt skal vi ikke være bekymrede over den stigende smitte, lyder det fra professoren. Men vi skal altså regne med en bølge hen over sommeren:

»Hvor højt den kommer op er ikke til at sige noget om. Det er klart, at den varme periode, vi er inde i nu, gør, at en sådan bølge i et vist omfang bliver dæmpet,« siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

»Overordnet set er vurderingen, at vaccinerne fortsat virker mod alvorlig sygdom, i hvert fald for de fleste af os. Indtil videre har vi ikke set, at denne variant giver mere sygdom i mennesker.«

Stigningen i antal nye tilfælde sker parallelt med, at positivprocenten stiger både nationalt, på tværs af alle regioner og i de fleste aldersgrupper, viser tendensrapporten.

Vi skal dog have for øje, at der lige nu formentlig er tale om et stort antal smittede, som ikke bliver registrerede, da der ikke er nær så mange mennesker, der bliver testet, som for bare et halvt år siden, lyder det fra Randrup Thomsen.

Omikron-variant BA.5 ventes at blive den dominerende denne sommer.

Også antallet af nye indlæggelser relateret til coronavirus er steget med 23 procent til 220 indlagte i uge 23. Personer i aldersgruppen mellem 70 og 89 år er fortsat dem, der fylder mest i den statistik.

Professoren mener dog, det vil være for tidligt lige nu at tilbyde et fjerde vaccinestik til de ældre.

»Det er jo ved at være noget tid siden, at de ældre fik deres vaccine, så der er selvfølgelig mulighed for, at man kan blive nødt til at tilbyde dem et stik hen over sommeren, hvis smitten stiger væsentligt. Men problemet er, at vi risikerer at komme ud af synkronisering med virus,« siger han og uddyber:

»Hvis vi vaccinerer nu, så vil den immunitet, der opnås, være klinget af, når vi kommer til efteråret, hvor vi forventer, at der kommer en væsentlig stigning, og der risikerer at komme en vaccinetræthed i befolkningen,« siger han.

Antallet af indlæggelser på intensivafdelingerne er lige nu stabilt. Det samme er antallet af dødsfald relateret til coronavirus.

Den stigende smitte kan også ses i spildevandsovervågningen. Region Hovedstaden har den største koncentration af smitte. Herefter kommer Region Sjælland.