Alma og Naomi. Det er de navne, der om et par måneder bliver klistret på døren til den store strandkantsvilla i Korsør. Side om side med Lucas og Noah.
»Det bliver fandeme sjovt at se, hvordan de små piger ser ud,« siger Dennis Knudsen. Helt glad ved tanken om, at han lige om lidt er far til fire. På tre, ét og nul år.
»Fire er lettere at fungere i som barn. Hvis der er tre, tænker jeg, at der altid er én, der hænger på,« lyder teorien fra den 58-årige kendisfrisør og stylist, som helt bevidst er gået efter at få tvillinger. Og piger.
Hans yngste søn, Noah, var kun et par måneder gammel, da han traf beslutningen om, at skulle han have flere børn, skulle det være nu. En beslutning, der udsprang af, at hans amerikanske rugemor ikke kunne få udført flere kejsersnit. Og i øvrigt heller ikke ønskede at bære tvillinger.
»Det satte ligesom skub i det,« forklarer Dennis Knudsen, som fandt en ny rugemor, der var klar til at føde tvillinger, hvis hun blev gravid med begge befrugtede æg.
»Og det lykkedes. De satte sig fast i andet forsøg,« siger Dennis Knudsen, som havde 17 æg, der var screenet for køn, på den amerikanske fertilitetsklinik.
»Når nu jeg er helt så heldig og privilegeret selv at kunne vælge, hvilket køn jeg ville have, valgte jeg to piger.«
Han joker lidt med sit valg.
»Jeg tænkte, hold kæft, hvor kunne det være sjovt med to tøser, der kan lægge øjenskygge og flette hår på hinanden. Sjovt at se to piger slås med det, der har været hele mit liv.«
Men der er også den alvorlige del.
»Jeg er jo en voksen mand. Og vi har ingen garanti for, hvor længe vi er i livet. Min far var kun 47, da han døde. Så hvad nu, hvis jeg ikke bliver gammel?«
»Men hvis børnene har hinanden, kan de skabe deres egen familie. Det er i deres tarv, at de får en familie, de kan være sammen med,« mener Dennis Knudsen.
»Men jeg tænker også, at to drenge uden en mor nok har et behov for også at have noget kvindeligt tilknyttet deres liv. Så hvis de får to lillesøstre, kan de forhåbentlig senere fungere som storesøstre, blive de fornuftige.«
»Jeg håber selvfølgelig, at det ikke bliver aktuelt. At jeg får lov til at blive rigtig gammel,« siger Dennis Knudsen, som var 55 år, da han blev far til Lucas.
I nogles øjne allerede en rigtig gammel mand.
»Men det bekymrer mig ikke. Jeg har levet mit liv på bekymringer, angst og depression, men gider det ikke mere,« siger han og tror på, at der er en højere mening med, at det først er sket så sent i hans liv.
»Jeg har prøvet i 25 år på at få børn. Og der har været en grund til, at jeg ikke skulle have dem før nu. Jeg var ikke klar før,« siger Dennis Knudsen, som tidligere var meget optaget af at bevise, at han var god nok.
»Det er da stadig fedt at have de fede opgaver. Men det er ikke dér, lykken er for mig. At folk klapper ad mig og synes, at det er fantastisk, at Dennis Knudsen kan lægge en øjenskygge på,« siger han om sine nye prioriteter.
»Havde jeg ikke fået børn, er jeg ikke sikker på, hvor mit liv havde taget mig hen. Jeg havde kørt i den fest- og alkoholrus, var blevet forfalden til at tjene en masse millioner og fyre dem af på mad, vin og fest.«
Nu er der fire børn at tænke på. Som skal arve dét, der er at arve. Men hvis fremtid Dennis Knudsen som solofar også har skullet tænke store tanker på vegne af.
»Testamentet med, hvem der skal gøre hvad, er på plads,« siger han om at have fremtidssikret sine fire børn. Økonomisk og praktisk.
For han er udmærket klar over, at såvel hans nærmeste familie som tætteste venner er for gamle til at kunne adoptere børnene.
»Min mor er 84, min bror fem år yngre end jeg. De vil aldrig kunne håndtere børnene,« indrømmer han.
Så skulle han gå bort, mens de stadig er små, håber han, at de kan komme i pleje hos en niece.
»Mine børn er skabt i kærlighed. Med blod, sved og tårer og præstationsangst. Det har været hårdt arbejde at skabe de børn. Men jeg har troen på, at når Gud beslutter, det skulle lykkes at få dem nu, så er der en mening med det.«
