Politi og brandvæsen er til stede på Rødstensvej i Stege i forbindelse med en brand.

Det bekræfter Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi over for B.T.

»Vi er på stedet og i gang. Alle personer er ude af ejendommen,« oplyser vagtchef Ole Hald.

»Jeg har en melding om, at én person er kørt til tjek på sygehuset for mulig røgforgiftning,« tilføjer Ole Hald.

Foto: Byrd
Foto: Byrd
Vis mere

Han fortæller, at man modtog anmeldelsen kl. 12.20.

»Brandvæsenet er stadig i gang, og jeg har ikke fået melding endnu om, at branden er helt slukket,« forklarer han.

»Branden er heldigvis begrænset til et enkelt lejemål, hvorfra den har arbejdet sig op i tagkonstruktionen. Men forhåbentlig er der ikke nogen risiko for spredning,« oplyser han desuden.

Politiet forklarer samtidig, at brandårsagen endnu er ukendt.