Krigen raser på de indre linjer i Dansk Folkeparti, og der er ualmindeligt travlt ved svingdøren.

Det er efterhånden en daglig begivenhed, at utilfredse partisoldater i DFs bagland smutter og smækker hårdt med døren.

Tirsdag var det lokalbestyrelsen i Thisted, som gik i protest mod 'interne fnidder og personangreb i pressen'. Og mandag var det Carsten Svensson, lokalformand i Furesø Kommune, der gav en spydig afskedssalut.

»Jeg kan simpelthen ikke se mig selv spejlet længere. Jeg er evig træt af alt det ævl og kævl, som kommer fra partiet på Christiansborg. Det ødelægger det også for os lokalt. Så nu har jeg bare fået nok,« sagde Carsten Svensson til B.T.

Men nu går flere tunge DFere til modangreb. De kalder det 'tåbeligt' og 'helt ude i skoven', at flokkevis af DFere går i direkte angreb mod partitoppen.

»Der er nogle mennesker, der skal overveje, om de overhovedet kan klare at være i politik. Hvis ikke de kan tåle mosten, så er de jo nødt til at gå. Jeg har hørt årsager (til udmeldelsen, red.), som jeg synes er helt ude i skoven,« siger Grethe Møgelvang, lokalformand for DF i Syddjurs.

Den store flugt fra Dansk Folkeparti er kommet, efter Morten Messerschmidt – direkte eller indirekte – kritiserede Kristian Thulesen Dahl for ikke at møde op til partiets valgaften i forbindelse med folkeafstemningen 1. juni.

»Jeg synes ikke, det er gyldig grund at melde sig ud af partiet, fordi nogle Christiansborg-politikere har sagt noget, de synes er forkert på valgaftenen om Kristian,« siger Grethe Møgelvang

Michael Nedersøe, der er lokalformand og byrådsmedlem i Horsens, synger i samme kor.

»Det er skadeligt, at folk melder sig ud af partiet i pressen. Og begrundelserne for at melde sig ud passer simpelthen ikke. Jeg oplever på ingen måde, at baglandet bliver holdt uden for. Og i virkeligheden handler nok snarere om, at nogen vil skade ledelsen på vejen ud, fordi de ikke har fået den formand, de ønskede,« siger han.

Men er du ikke selv træt af, at intrigerne fortsætter i DF på Christiansborg?

»Jo, det er jeg da. Der falder tydeligvis en finke af panden af og til. Men jeg synes også, at det gjort til mere, end det er,« siger han.

Begge DFere langer også ud efter pressens dækning. De mener, at fokus kun er på drama og ballade i DF.

»Det her handler jo kun om, at jer journalister finder det negative. Man skulle jo tro, at I var medlemmer af danske ostesælgere, for I prøver jo kun at finde hullerne i osten. I finder aldrig de gode historier,« siger Grethe Møgelvang.

»Det er, som om at pressen kun leder efter de dårlige sager, og det er nærmest umuligt at komme ud af,« siger Michael Nedersøe.