Skuespilleren Charlie Sheen har levet et liv med stoffer, alkohol og sex.

Det har ført til et solidt kokainmisbrug, som blandt andet kostede ham jobbet fra hitserien 'Two and af Half Men', en hiv-diagnose og tre ødelagte ægteskaber.

Men selvom Charlie Sheen ikke altid har været det bedste forbillede, er det, i hans optik, på ingen måde hans skyld, at datteren, Sam Sheen, nu vil til at gøre karriere på OnlyFans, som især er berømt for at være en platform, hvor der sælges indhold af seksuelt karakter.

Det er derimod ekskonen Denise Richards skyld.

»Hun er 18 nu og bor hos sin mor. Det her er ikke sket under mit tag,« siger han til Page Six.

»Jeg støtter det ikke, men siden jeg ikke kan stoppe det, har jeg opfordret hende til at holde det sobert, kreativt og ikke at ofre sin integritet.«

Sam Sheen annoncerede sin forretningsgang på Instagram med et billede af sig selv i en bikini og tilhørende ord, der går:

»Klik på linket i min biografi, hvis du vil se mere.«

Og dem, der gør dette, vil rigtig nok komme ind på en side, hvor det er muligt at abonnere på hendes nyoprettede OnlyFans, hvor hun reklamerer med, at det vil være muligt at se eksklusivt indhold.

51-årige Denise Richards giver dog ikke meget for sin eksmands kritik.

»Sami er 18, og denne beslutning er ikke truffet ud fra, hvilket hus hun bor i. Alt, hvad jeg kan gøre som forælder er at guide hende og stole på hendes dømmekraft, men hun træffer sine egne valg,« siger hun til Page Six.

Charlie Sheen og Denise Richards blev gift i 2002 og skilt igen i 2006.

De har, ud over Sam Sheen, også datteren Lola Sheen.