Går du også rundt og ærgrer dig over huller på vejene, slidte toiletter på dit barns skole eller bare over offentlige bygninger, der kræver en kærlig hånd?

Så er der ikke grund til at smile, efter finansminister Nicolai Wammen onsdag aften præsenterede en ny økonomiaftale.

For ikke nok med, at priserne på byggematerialerne stiger, har kommunerne med den nye aftale fået 1,5 milliard kroner mindre at bygge for.

Og det får store konsekvenser i landets kommuner, skriver dr.dk.

Borgmester i Greve Kommune Pernille Beckmann (V) raser over ny økonomiaftale.
Borgmester i Greve Kommune Pernille Beckmann (V) raser over ny økonomiaftale. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har en idrætshal, vi skulle opføre. Det kan vi ikke. Vi har nogle badefaciliteter i en af vores sportshaller, som er i forfald, som vi havde sat penge af til. Det kan vi ikke. Det efterslæb, vi har haft på renoveringer af vores skoler, har vi kæmpet for at indhente. Det kan vi heller ikke, siger Pernille Beckmann, der er borgmester i Greve Kommune for Venstre, til dr.dk.

Også på den anden side af Storebælt er der bekymring.

»Der er renoveringer af børnehaver, nybyggeri, cykelstier, grøn omstilling, anlægsprojekter, lyskryds, idrætshaller, der skal udskydes. Der er en lang række ting, der ikke vil blive bygget, og så må vi sætte pavillioner og moduler op i stedet for, siger Horsens borgmester, Peter Sørensen, der er fra Socialdemokratiet, til mediet.

Så ergo er det ikke kun fra borgerlige partier, der er kritik, men også fra Socialdemokratiets egne rækker.