I 00erne kunne du finde ham i klubben, men snart kan du finde ham på havnen i Aalborg.

Den amerikanske rapper og hiphop-stjerne 50 Cent lægger nemlig vejen forbi Aalborg, hvor han giver koncert 21. august på pladsen foran Musikkens Hus.

»Vi er glade for, at vi endnu en gang kan trække et stort topnavn til Aalborg,« fortæller Lasse Rich Henningsen, der er direktør i Musikkens Hus.

50 Cent blev for alvor kendt, da han smed singlen 'In da Club' på gaden i 2003. Siden har der fulgt flere album og singler, ligesom rapperen også har kastet sig over flere erhvervseventyr, som for eksempel SMS Audio, der producerer hovedtelefoner.

At Musikkens Hus i Aalborg har tiltrukket så stort og internationalt et navn er ikke en engangsforseelse. Ifølge direktøren kan nordjyder og aalborgensere godt forvente, at flere store navne, kommer til at stå på scenen mellem Limfjorden og det æstetisk lovpriste Musikkens Hus.

»Koncerten markerer for alvor startskuddet til benyttelsen af Musikkens Plads som Aalborgs nye venue for internationale kunstnere,« siger direktøren.

Hvem det så er, aalborgenserne kan få fornøjelsen af, vil han dog ikke løfte sløret for.

»Det kan jeg ikke fortælle om, før vi har kontrakter. Men vi har indikationer fra flere kunstnere de kommende år,« siger han.

Genremæssigt sigter Musikkens Hus bredt. Det kan være alt fra mainstream popkoncerter til hård rock. Men der er dog grænser for, hvad direktøren vil lægge gulv til.

»Jeg forestiller mig ikke, at det bliver heavy metal og Hansi Hinterseer,« siger Lasse Rich Hemmingsen.

Hvis Musikkens Hus skal lykkes med at lokke store navne til at spille i den nordjyske hovedstad, så kræver det dog, at publikum også hjælpe til.

»Det er jo klart, at vores gæster afgør ambitionsniveauet, men nu kaster vi os ud i det.«

Billetter til koncerten med 50 Cent er allerede til salg på Musikkens Hus' hjemmeside.