Det trækker bogstavelig talt op til pengeregn i indre København.

Fredag vil bitcoin-milliardæren Niklas Nikolajsen nemlig kaste om sig med pengesedler til de tilfældige københavnere, han kommer kørende forbi i sin ekstravagante Rolls Royce.

I alt vil han fra sin luksusbil forære 100.000 kroner væk fordelt på 2.000 halvtredskronesedler.

»Jeg vil gerne skabe lidt opmærksomhed om den bar, jeg åbner. Og så sømmer det sig for en vært at være gavmild, når han holder fest,« siger Niklas Nikolajsen.

Den danske milliardær, der har skabt sin formue som bestyrelsesformand i kryptobanken Bitcoin Suisse, som han selv var med til at stifte i 2013, fortæller, hvordan omdelingen af pengene kommer til at foregå fra omkring klokken 16:

»Jeg vil om eftermiddagen sætte mig ind bagest i min Rolls (Royce, red.) med en stor postsæk fyldt med pengesedler. De er tørretumblet, så de er lette at separere. Så vil jeg råbe: 'Kom på Luke's' og kaste penge ud af bilen,« siger han.

Pengeregnen forventes at vare to til tre timer.

Den kontante gaveregn fortsætter på den nye rock, metal og whisky-bar Luke's i Klosterstræde, som Niklas Nikolajsen er kommet fra sit slot i Schweiz for at indvie denne weekend.

Niklas Nikolajsen vil bogstavelig talt smide om sig med penge fra sin bil. Pressefoto
Niklas Nikolajsen vil bogstavelig talt smide om sig med penge fra sin bil. Pressefoto
Vis mere

Fra klokken 18 vil bartenderne hver halve time gemme en guldmønt til en værdi af 4.000 kroner på bunden af de drinks- og ølglas, som gæsterne får i hænderne.

Niklas Nikolajsen fortæller, at han har bedt sin advokat om at tjekke lovligheden af uden videre at give penge til andre.

»Man må ikke destruere kongens mønt, men det gør vi jo heller ikke,« siger han og fortæller, at de heldige, der får fat i de flyvende pengesedler, med lidt forsigtighed kan fjerne det klistermærke med Luke's logo, som alle 2.000 sedler har fået påklistret.

Det arbejde har i øvrigt taget en medarbejder 18 timer at udføre, lyder det.

Niklas Nikolajsen har tjent sin formue på investeringer i bitcoins. Arkivfoto
Niklas Nikolajsen har tjent sin formue på investeringer i bitcoins. Arkivfoto
Vis mere

Niklas Nikolajsen fortæller, at han har fået rådgivning af sin advokat om ikke at give for mange penge til enkeltpersoner.

»Jeg må ikke give mere end – jeg tror, det er 10.000 kroner – uden at rådgive om, at der skal svares skat af det,« siger han.

Det bliver dog næppe aktuelt, at nogen kommer til at løbe fra Indre By med favnen fuld af halvtredsere.

»Jeg gør det her inden for, hvad der er trafikmæssigt sikkert. Vognen vil køre rundt og rundt, og jeg vil kaste nogle penge hist og her for at undgå store forsamlinger. Hvis jeg kastede 20.000 kroner på én gang, kunne man forestille sig, at der kunne komme problemer med folk, der kom op at slås,« siger Niklas Nikolajsen.

Rolls Roycen med de 100.000 kroner om bord kommer til at cirkulere ad mindre veje i Indre By mellem Nørreport, Christiansborg, Rådhuspladsen og Kongens Nytorv.

»Jeg holder mig væk fra de store veje af trafikmæssige hensyn. Jeg skal ikke have nogen, som kaster sig ud foran en bil for at fange en pengeseddel.«

Bitcoin-milliardæren har selvevident en god næse for gode investeringer. Han forventer dog ikke, at 'Luke's bliver en guldmine.

Det er således ikke muligheden for et solidt afkast, der er årsag til, at rock-baren åbnes. Milliardærens bevæggrund er langt mere personlig.

Niklas Nikolajsen ses her med sin bedste ven og medejer af baren Luke's, Luke Graee.
Niklas Nikolajsen ses her med sin bedste ven og medejer af baren Luke's, Luke Graee.
Vis mere

Niklas Nikolajsen fortæller, at han for 12 år siden var ganske flad økonomisk og på et tidspunkt havde brug for et sted at bo.

»Min bedste ven, Luke Graee, tilbød mig husly, til jeg fik fodfæste,« siger Niklas Nikolajsen og fortsætter:

»Jeg lovede, at hvis jeg fandt guld for enden af regnbuen nede i Schweiz, så skulle jeg nok huske på, at vi havde talt om at åbne en bar sammen. Det mindede han mig om for et par år siden, og jeg holder, hvad jeg lover.«

Skulle det ske, at København bliver udsat for et gedigent regnvejr på fredag, forbeholder Niklas Nikolajsen sig retten til at udskyde sin kontant-omdeling til lørdag.

Med det forbehold gælder det bare om at møde op.

»Hvis folk ser glade og friske ud, så er der penge,« siger Niklas Nikolajsen.