Der er en uhyggelig form for deja-vu omkring det meningsløse massemord i Texas, der indtil videre har kostet 19 børn og tre voksne livet.

I sin følelsesladede tale til nationen i nat lod præsident Joe Biden tankerne gå tilbage til en lignende hændelse på Sandy Hook Elementary School i Conneticut for ti år siden.

»I Guds navn. Hvornår lærer vi, at vi bliver nødt til at stå op mod de store våbenlobbyer, hvis dette ikke skal blive ved at gentage sig?« spurgte den hovedrystende præsident retorisk. Svaret er nedslående.

Selvom en stribe demokratiske lovgivere var hurtige til at bane vejen for lynbehandling af lovgivning, der skal gøre det nemmere for FBI at undersøge borgere, der ønsker at købe skydevåben, så er sandsynligheden for at kunne mønstre de 60 ud af 100 senatorer, der skal til at gennemføre en sådan lov, meget lille.

Sorg og trøst i Uvalde efter gårsdagens tragiske hændelse.
Sorg og trøst i Uvalde efter gårsdagens tragiske hændelse. Foto: Brandon Bell
Vis mere

Det skyldes en grundlæggende uenighed om, hvad det er, der får folk til at begå de meningsløse, vilkårlige massemord. Mange republikaneres holdning er personificeret i Floridas senators, Ted Cruz', ord i kølvandet på skoleskyderiet.

»Demokraterne vil nu komme buldrende med forsøg på at ændre våbenloven i stedet for målrettet at gå efter de skurke, der udfører disse forbrydelser,« siger Ted Cruz.

Skåret ind til benet handler diskussionen om, hvorvidt det er mennesket eller våbnet, der er skyld i, at USA igen og igen gennemlever disse forfærdelige og meningsløse masseskyderier.

Sandheden er selvfølgelig, at det er begge dele. Ted Cruz har ret i, at der ikke bliver gjort nok for at forhindre, at disse massemordere in spe bliver opdaget i tide. Men en væsentlig grund til dette er et stort svigt over for udsatte grupper og sindslidende i dele af USA, hvor trøstesløshed og ulighed fylder meget. Og republikanerne under Donald Trump kan ikke prale af at have søgt at inkludere de uønskede.

Præsident Joe Biden har til gengæld ret i, at mangel på våbenkontrol forpester USA. Der er millioner af håndvåben og semiautomatiske angrebsvåben, der gør det alt for nemt for gale mennesker at forvolde massedød og usigelig ødelæggelse.

Provåbenorganisationer som National Rifle Association (NRA) har i årtier haft stor indflydelse på det republikanske parti. Deres syn på samfundet er baseret på en nybyggermentalitet, hvor enhver mand har ret til at bære våben for at kunne forsvare sig selv.

Denne indstilling er så indgroet i store dele af USA, at republikanerne end ikke vil diskutere den åbenlyse evidens for, at let adgang til våben, der kan dræbe dusinvis på få sekunder, øger sandsynligheden for forfærdelige hændelser, som den vi så i Uvalde, Texas, tirsdag.

Det ulykkelige er, at der ifølge meningsmålinger er et klart flertal blandt amerikanerne for at stramme våbenlovene. Men den politisk fastlåste situation, som USA befinder sig i, gør det usandsynligt, at selv endnu dusinvis af uskyldige børns død vil føre til et gennembrud og en forandring.

Man har lov at håbe. Præsident efter præsident har stået med tårer i øjnene, når endnu et meningsløst massemord har sendt uskyldige i graven. Måske er der denne gang basis for forandring? Måske vil grøftegravningen i amerikansk politik endelig høre op, og en form for fornuft vil indfinde sig?

Men det bliver formodentlig ved håbet, alt imens nye og endnu farligere våben flyder i store og små byer over hele USA. Den fastlåste våbenlov og manglen på evne til gensidig forståelse og forsoning er desværre et godt spejl på, hvor delte og uforsonlige fløjene i USA fortsat er. Det er meningsløst, spørg bare de efterladte til de mange døde børn i Uvalde, Texas, om dette.