Næsten to millioner mennesker meldes »febersyge af ukendt oprindelse« i Nordkorea.

Det er hvert fald sådan, myndighederne omtaler det omfattende coronaudbrud, der i øjeblikket udgør en 'alvorlig sundhedskrise' i landet.

Men nu afslører Sydkoreas efterretningstjeneste, hvad de tror, der er årsagen til det voldsomme udbrud.

Torsdag har de informeret folkevalgte politikere om, at det omfattende coronaudbrud i Nordkorea, ifølge deres oplysninger, ser ud til at have spredt sig efter den massive militærparade i hovedstaden Pyongyang 27. april.

Foto: kcna
Vis mere

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Newis ifølge VG.

Samme måned var desuden præget af to andre folkefester i den nordkoreanske hovedstad.

Ifølge nyhedsbureauet Yonhap skal efterretningstjenesten også have nævnt, at smitteudbruddet betyder, at Nordkorea nu overvejer at sige ja tak til de vacciner, de indtil nu ikke har ønsket at modtage fra omverdenen.

Men situationen er nu så alvorlig, at landets leder, Kim Jong-un, ikke længere lægger skjul på det:

»Spredningen af denne ondsindede epidemi er den mest alvorlige udfordring, der har ramt os siden vores lands grundlæggelse« sagde han mandag.

Indtil videre er 63 døde efter at have vist symptomer på covid-19.

Landet har et dårligt udviklet sundhedsvæsen, og har indtil videre takket nej til alle vacciner, de er blevet tilbudt.

Mangel på medicin til at bekæmpe virussen betyder, at myndighederne har anbefalet behandlinger med paracetamol, antibiotika og gurgle med saltvand.

Landets erklærede fjende og nabo i syd, Sydkorea, har også tilbudt hjælp til sine naboer i nord. Men Nordkorea har indtil videre ikke reageret på naboens tilbud om hjælp.