Torsdag stod det klart, at der ikke er et flertal i Folketinget, der ønsker at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet, så der kan føres sag mod den tidligere forsvarsminister.

Først på året kom det frem, at Claus Hjort Frederiksen efter paragraf 109 i straffeloven var sigtet i en sag om at røbe statshemmeligheder.

Samme paragraf som den hjemsendte FE-chef Lars Findsen – en paragraf, der kan udløse op til 12 års fængsel, hvis man bliver dømt.

Den tidligere forsvarsminister har tidligere udtalt, at han selv ønsker sagen prøvet i retten for at fjerne den mistanke til ham, som han mener er både politisk motiveret og totalt urimelig.

Claus Hjort Frederiksen har selv været meget direkte og retter sin kritik direkte mod regeringen. I et interview med Berlingske bliver han spurgt, om han tror, at det er regeringen, der står bag sigtelsen mod ham.

»Ja, det er det,« siger han direkte og fortsætter: »Jeg kan ikke se, at det kan være på nogen anden måde.«

To af sagens hovedpersoner er i mellemtiden forduftet.

Tidligere forsvarsminister Trine Bramsen har erstattet Benny Engelbrecht som transportminister, og tidligere justitsminister Nick Hækkerup blev fristet af et virke som direktør for Bryggeriforeningen.

Statsminister Mette Frederiksen har på et spørgsmål fra Venstre imidlertid svaret, at hun ikke vidste besked om sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen, før den var blevet rejst, men en række andre spørgsmål undgår både Frederiksen og den nye justitsminister, Mattias Tesfaye, at svare på.

Med et par andre sager in mente sidder man tilbage med en grim fornemmelse af, at den siddende regering har det afslappet med at udøve disproportionale mængder af magt, hvis man lige føler for det.

Det drejer sig naturligvis om minksagen og sagen om de mænd i 30erne, der sidste år blev sigtet for højforræderi, fordi de afbrændte en Mette Frederiksen-dukke i forbindelse med en demonstration.

Selvom mændenes aktion var uanstændig og langt over stregen, er det påfaldende, at det er umuligt at finde ud af, hvem der anmeldte hændelsen.

Som forsvarer i sagen Ulrik Sjølin påpeger, kan der ske en magtfordrejning, hvis eksempelvis Statsministeriets departement bruger politiet som et politisk redskab.

»Der er da en forskel på, om anmelder er fru Jensen, en betjent eller en fra statsmagten,« har Ulrik Sjølin udtalt.

Hvem anmelderen er, henligger, som det også er tilfældet med anklageskriftet mod Claus Hjort Frederiksen, i det dunkle. Men mistanken nager. En mistanke, som regeringen bør arbejde dag og nat på at mane i jorden.