Københavns hippe og multikulturelle brokvarter Nørrebro er plaget af en kedelig tendens.

Fødevarestyrelsen har i maj måned gennemført en regulær razzia mod fødevarevirksomheder på Nørrebro – heriblandt restauranter, grønthandlere og kiosker.

På bare to dage fik seks virksomheder sure smileyer og bøder for at bryde fødevareloven. Alle er gengangere i Fødevarestyelsens synderegister.

Fire af dem er så slemme, at de nu er politianmeldt.

Det gælder blandt andet de to etiopiske restauranter, Zula og Hidmona – begge kendt for at servere afrikansk fingermad.

For Restaurant Zulas vedkommende er politianmeldelsen kulminationen på fire sure smileyer i træk på grund af dårlig hygiejne.

En gennemgang af Fødevarestyrelsens kontrolrapporter forklarer hvorfor.

Der er blandt andet fundet sort skimmelvækst, fedt og snavs samt fødevarer opbevaret klos op ad toilettet, hvor døren desuden har stået åben ind til restauranten.

På Griffenfeldsgade, også kaldet 'Lille Somalia', har Restaurant Hidmona gennem tiden haft gentagne problemer med egenkontrollen, fødevarehygiejnen og sure kontrolrapporter, der ikke er blevet hængt op ved indgangspartiet.

»Vi synes ikke, det er fair. Den seneste sure smiley skyldes en bureaukratisk teknikalitet, idet kontrolrapporten ikke var hængt op på indgangsdøren. Det er den nu,« siger restaurantejer Abraham Tekle Gebregziabiher til B.T.

De hygiejniske forhold har i modsætning til tidligere ikke fået negative anmærkninger i den seneste kontrolrapport.

Ikke desto mindre er Fødevarestyrelsens tålmodighed opbrugt.

Restaurant Hidmona har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovginingen på tre af de seneste fire kontrolbesøg. Foto: Google Street View.
Restaurant Hidmona har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovginingen på tre af de seneste fire kontrolbesøg. Foto: Google Street View.
Vis mere

Trods sin utilfredshed har Abraham Tekle Gebregziabiher dog ikke i sinde at klage.

»Vi er nødt til at acceptere det. Ellers skal vi gå igennem en lang proces, og det gider vi ikke bruge kræfter på,« siger han.

B.T. har også forsøgt at indhente en kommentar fra restaurant Zula, men her er ejeren ikke vendt tilbage inden deadline.

B.T. har tidligere afdækket, hvordan et større antal københavnske fødevarevirksomheder har særligt store problemer med at efterleve fødevarereglerne.

I begyndelsen af marts måned var 80 af byens fødevarevirksomheder registreret på Fødevarestyrelsens liste over ‘virksomheder med dårlig regelefterlevelse’ – de såkaldte ‘brodne kar’.

Det medfører, at Fødevarestyrelsen må bruge ekstra mange kræfter på at banke dem på plads.

Blandt andet i form af skærpede, gebyrbelagte kontroller med to tilsynsførende i stedet for en samt pålagte gebyrer for de tilsynsførendes tid.

For at ende på den lidet flatterende liste skal en fødevarevirksomhed have fået sanktioner på mindst tre af de seneste fire kontrolbesøg.

Enten i form af sure smileyer eller indskærpelser – det samme som en mellemglad smiley.

Cirka en fjerdedel af de ‘brodne kar’ ligger på Nørrebro, godt efterfulgt af Vesterbro.

»Der er en ret høj sanktionsprocent i hovedstadsområdet sammenlignet med resten landet. Antallet af denne her slags virksomheder i hovedstadsområdet er for tiden cirka det samme som i resten af landet tilsammen, og i perioder har andelen også været næsten dobbelt så stor,« har Martin Birch Hansen, sektionsleder i FødevareKøbenhavn under Fødevarestyrelsen, tidligere udtalt til B.T.

Fødevarevirksomheder, der fortsætter med at bryde loven, kan på sigt risikere at blive sat i virksomhedskarantæne.

En virksomhedskarantæne er en midlertidig lukning, som kan vare op til seks måneder.

Sanktionsmuligheden blev indført tilbage i 2018, fordi flere virksomheder ikke reagerede på Fødevarestyrelsens vejledning og eksisterende sanktionsmuligheder.