Det blev bemærket af mange, at skuespilleren Rebel Wilson i 2020 tabte sig mere end 36 kilo.

Ideen til vægttabet opstod dog ikke fuldstændig ud af det blå, men derimod efter et besøg hos fertilitetslægen, som skulle nedfryse hendes æg.

Det fortæller hun til People.

»Han så mig og sagde: 'Du ville klare dig bedre, hvis du var sundere'. Jeg var lamslået og tænkte: 'Åh gud, hvor er den her fyr grov',« fortæller hun.

»Han havde ret. Jeg gik rundt med meget overflødig vægt. Det er som om, at jeg ikke tænkte på mine egne behov. Jeg begyndte at tænke på de behov, et fremtidig barn har, og det var det, der inspirerede mig til at blive sundere.«

Vægten var dog ikke det eneste, der gjorde fertilitetsbehandlingen sværere for Rebel Wilson.

Hun lider nemlig også af Poly Cystisk ovarium Syndrom (PCOS), som er en hormonel forstyrrelse, der kan påvirke fertiliteten.

Så Rebel Wilson gik i gang med et år 2020, der skulle stå i sundhedens tegn.

Her ses Rebel Wilson, som hun så ud i 2017.
Her ses Rebel Wilson, som hun så ud i 2017. Foto: Chris Pizzello
Vis mere

Hun satte sig dog ikke et bestemt mål om en vægt, hun ønskede at ramme, men besluttede sig i stedet for, at hun ville gå efter at være den sundeste udgave af sig selv.

Rebel Wilson har altid, både da hun vejede mere, og nu, været fortaler for kropspositivitet.

»Der er en samfundsmæssig skævhed over for, hvad folk anser for at se godt ud. Det er ærgerligt, det er uretfærdigt. Jeg er ked af det, hvis nogen ikke elsker den krop, de er i. Vil skal fejre alle kropstyper, men jeg vil også gerne opfordre folk til at være sunde,« siger hun.

I forhold til fertilitetsbehandlingen hjalp vægttabet også den 42-årige skuespiller, og selvom hun ikke ved, hvad udfaldet bliver, vil hun blive ved med at forsøge, fortæller hun.

Tidligere har hun fortalt, at det bestemt ikke var alle, der så det som værende en god idé, at hun tabte sig, fordi hun tjente mange penge på at spille roller som den sjove, tykke kvinde.

Men det stoppede hende altså ikke.

Rebel Wilson er især kendt fra sine roller i film som 'Bridesmaides' og 'Pitch Perfect'.