Det er bestemt ikke faldet i god jord fra russisk side, at Sverige og Finland har ansøgt om NATO-medlemskab.

Og nu langer Ruslands udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, hårdt ud efter Finland.

Hun fortæller, at Ruslands svar på et finsk NATO-medlemskab vil være af militær karakter, men hun uddyber ikke denne påstand nærmere. Det skriver den russiske statskanal Ria Novosti ifølge Dagbladet.

»Det bliver en overraskelse. Selvfølgelig vil beslutningen tage højde for alle faktorer ved Finlands medlemskab af NATO. Ud fra disse parametre vil der blive taget en beslutning, men først og fremmest bliver det selvfølgelig militært,« siger hun.

Maria Zakharovas er tidligere blevet kaldt for 'Putins propagandadronning' hvor hun er blevet et af Putins mest foretrukne talerør. Hun er den eneste kvindelige talskvinde for Rusland.
Maria Zakharovas er tidligere blevet kaldt for 'Putins propagandadronning' hvor hun er blevet et af Putins mest foretrukne talerør. Hun er den eneste kvindelige talskvinde for Rusland. Foto: Alexei Druzhinin
Vis mere

Sverige og Finland indgav onsdag formelt deres NATO-ansøgninger til generalsekretær Jens Stoltenberg.

»Det her er en god dag i et kritisk øjeblik for vores sikkerhed,« lød det fra Jens Stoltenberg.

Optagelse af nye medlemmer skal vedtages enstemmigt blandt alle NATOs 30 medlemslande.

Men Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har allerede modsat sig et medlemskab for de to lande.

Det gjorde han første gang mandag, og igen onsdag fik han bremset de første diskussioner om at optage de to lande i alliancen.

Den tyrkiske regering kræver nemlig, at Sverige og Finland udleverer 30 personer, der af Tyrkiet beskrives som værende terrorister, før landet vil tage stilling til et NATO-medlemskab.

Også den kroatiske præsident Zoran Milanovic melder nu om, at de vil følge Tyrkiets forsøg på at blokere et medlemskab for de to lande.

Hvis Kroatien skal bakke op om et NATO-medlemskab, vil Milanovic have en ændring i nabolandet Bosniens valglov, således, at det vil blive lettere for bosniske kroatere at få deres repræsentanter valgt til lederstillinger.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har NATO-lande udtalt, at et medlemskab for de to lande kun er en mulighed, hvis Tyrkiets forventninger bliver indfriet.

Maria Zakharovas er den eneste kvindelige talskvinde for Rusland.

Hun er sidenhen blevet en national berømthed, der er kendt for at være yderst intelligent og en indædt modstander af Vesten.

Hun bliver desuden refereret til som 'Putins propagandadronning'.