Parkinson, demens eller måske kræft?

Rygterne om den russiske præsidents helbred kender i øjeblikket ingen grænser, og er – hvis ikke stærkt overdrevne – så i hvert fald både vedholdende og kreative.

Siden den russiske invasion af Ukraine 24. februar har der løbende været mere eller mindre pålidelige forlydender om, at Vladimir Putin ikke er rask.

Iagttagere på både etablerede og sociale medier hæfter sig ved hans rystende hænder, hans ændrede kropsholdning, langsommere tale og i det hele taget en anderledes fysisk fremtoning i forhold til det ellers meget machoagtige image, som den russiske præsident ynder at fremstille af sig selv.

Hvad er det, med Putins helbred? (Arkivfoto)
Hvad er det, med Putins helbred? (Arkivfoto) Foto: MAXIM SHIPENKOV
Vis mere

Det er da også tydeligt for enhver, som nærstuderer billeder og videooptagelser af præsidenten, at han har forandret sig.

Men fejler han vitterlig noget? Eller har verden bare brug for at tro det, fordi mange på vore breddegrader har så svært ved at forstå hans handlinger?

Nu afslører en russisk oligark med tætte forbindelser til Kreml, at der måske er noget om snakken.

Ifølge det amerikanske nyhedsmagasin New Lines Magazine, som har fået fat i og verificeret hemmelige lydoptagelsers med rigmanden, beskriver han Putin som »alvorlig syg med leukæmi.«

Vladimir Putin i Frelseren Kristus-katedralen i Moskva.
Vladimir Putin i Frelseren Kristus-katedralen i Moskva. Foto: ALEXANDER NEMENOV
Vis mere

Lørdag citerede Sky News den ukrainske generalmajor Kyrylo Budanov for oplysninger om, at præsidenten er syg med kræft.

Norsk TV2 har set nærmere på de mange rygter om Putins helbred og talt med Ruslands-ekspert Inna Sangadzhieva.

»Jeg synes, han ser syg ud, og det er ikke usandsynligt, at han er det, siger hun til tv-stationen.

Hun hæfter sig blandt andet ved, at de nye billeder af præsidenten adskiller sig markant fra den sunde, stærke og sportstrænede Putin, som vi normalt bliver præsenteret for.

Her ses Vladimir Putin under en fisketur i 2017.
Her ses Vladimir Putin under en fisketur i 2017. Foto: Sputnik/Alexei Nikolsky/Kremlin via REUTERS
Vis mere

Putin nærmer sig de 70 og har mere og mere svært ved at fremstå som den fysisk veltrænede leder, understreger eksperten.

»Masken er faldet, og det er mere ægte følelser. Nu er han en gammel mand, og det er meget af eliten rundt om ham også,« siger Inna Sangadzhieva.

Også uafhængige russiske medier som netaviserne Proekt og Meduza har ifølge tv2.no bemærket et stigende antal læger, der følger Putin. Især hæfter de sig ved, at han ofte bliver set med en ekspert i kræft i skjoldbruskkirtlen.

De seneste måneder har billeder og video af præsidenten givet fornyet liv til rygterne om præsidentens skrantende helbred.

I slutningen af april vakte optagelser af et møde med forsvarsminister Sergej Sjojgu opsigt, da Putin virkede synligt utilpas. Han nærmest klamrede sig til bordet og sad stift og tilbagelænet.

Også hans deltagelse i påskegudstjenesten skabte spekulationer, da han var usikker på benene og havde usikker ansigtsmimik.

Christopher Steele, en tidligere britisk spion, som skrev om Donald Trump og den formodede russiske indblanding i den amerikanske valgkamp i 2016, siger til Sky News, at han har talt med kilder, der beskriver ham som »alvorligt syg.«

»Det er ikke helt klart, præcist hvad denne sygdom er – om den er uhelbredelig eller terminal eller hvad som helst. Men jeg tror bestemt, at det er en del af ligningen.«

Kreml har hidtil afvist alle forlydender om, at Vladimir Putin skulle være alvorligt syg.