»Jeg kan kun beklage,« starter justitsminister Mattias Tesfaye sit svar, da B.T. fanger ham på telefonen.

Endnu en it-skandale i det offentlige har ramt helt almindelige danskere.

Denne gang er det mere end 20.000 jægere og skytter, som står måbende tilbage, fordi Rigspolitiets nye it-system ikke kan håndtere våbentilladelser. Derfor kan mange jægere hverken bruge deres dyrt betalte våben og jagt på grund af bureaukrati.

It-brøleren i politiet er nu så tilspidset, at Folketingets Ombudsmand er gået ind i sagen. Han kræver svar fra justitsministeren og Rigspolitiet på, hvorfor man tog et ufærdigt og fejlbehæftet it-system i brug.

»Det er en rigtig træls situation, og der er ikke nogen god undskyldning. Jeg kan kun beklage over for de mange jægere og sportsskytter, der bliver ramt af det her,« siger Mattias Tesfaye.

Den vigtige bukkesæson startede mandag morgen, hvor Mattias Tesfaye indfandt sig sammen med en flok utilfredse jægere i en skov på Midtsjælland for at forklare situationen.

»Jeg ved godt, at tusindvis af jægere står og skal bruge en tilladelse nu. Men jeg må erkende, at it-systemet ikke fungerer endnu, og køen er så lang, at den tager flere måneder at komme til livs,« siger han.

Årsagen til kaosset er, at EU i 2017 vedtog ny lovgivning efter flere terrorangreb. Her blev det besluttet, at riflernes pibe, løb, bundstykke og lås skal registreres enkeltvis hos politiet for at kunne spore dem.

I har haft fem år til at implementere et it-system, der kan håndtere våbenkravene fra EU. Er det ikke dårligt, at I ikke har styr på det endnu?

»Jo, det er det. Men det eneste, jeg kan gøre nu, er at være ærlig og sige tingene, som de er. Jeg har afsat flere ressourcer og politifolk til at godkende våbenansøgningerne manuelt, men det ændrer ikke ved, at vi ikke når det på den her side af sommerferien,« siger Mattias Tesfaye.

Mandag langede både SF og DF hårdt ud efter regeringen og kaldte forløbet for »håbløst« og »amatøragtigt«.

»Hvis ikke man kan få et it-system til at fungere og ikke vil give dispensation til våbentilladelser – så må regeringen tage ansvaret for dagbøderne fra EU,« siger Dennis Flydtkjær (DF).

Men del model afviser Mattias Tesfaye blankt.

»Det er også dansk lov. Og hvis jeg som justitsminister blæser på loven, så er det svært at kræve, at andre skal respektere den,« siger han.