Mon ikke nerverne er lidt større end sædvanligt, når Travis Scott i aften skal optræde ved årets Billboard Award show?

I de seneste uger har han spillet et par mindre koncerter, men når rapperen går på scenen søndag i Las Vegas, er det første gang siden tragedien ved Astroworld-festivalen, at han optræder for et stort publikum.

Da han i november sidste år spillede en koncert på Astroworld-festivalen, som han i øvrigt selv var medarrangør af, blev ti personer dræbt og tusinde såret, da en bølgende menneskemængde kom ud af kontrol.

Selvom publikum bad ham stoppe koncerten, fortsatte Travis Scott sin optræden, hvilket bragte ham i massiv modvind efterfølgende.

Sådan så det ud, da Travis Scott spillede på Astroworld-festivalen i Houston i november 2021. Under koncerten døde 10 mennesker og flere tusinde blev såret, da menneskemængden kom ud af kontrol. Foto: Amy Harris/Invision.
Sådan så det ud, da Travis Scott spillede på Astroworld-festivalen i Houston i november 2021. Under koncerten døde 10 mennesker og flere tusinde blev såret, da menneskemængden kom ud af kontrol. Foto: Amy Harris/Invision. Foto: Amy Harris
Vis mere

Rapperen har forsvaret sig med, at han ikke vidste, at folk var kommet til skade. Alligevel er han blevet sagsøgt af mere end 125 personer, der i alt kræver erstatninger på omkring fem milliarder kroner.

Som følge af tragedien blev Scott en måned efter fjernet fra plakaten til Coachella Festival i december. Men nu har han stået længe nok i skammekrogen, mener Sean Comb (bedre kendt som rapperen P. Diddy), der er producer og vært på årets Billboard Music Award.

Det er hans fortjeneste, at Travis Scott i aften kan gå på scenen, skriver han på Instagram:

'Jeg fremsatte en anmodning. Jeg stillede et krav. Jeg sagde: 'Min bror Travis Scott skal optræde …. og NBC sagde 'ja'. Så nu sker det. Søndag optræder Travis Scott.'

Ud over Travis Scott vil Mary J. Blige, Ed Sheeran, Megan Thee Stallion og Silk Sonic blandt mange andre optræde i MGM Grand Garden Arena i Las Vegas.