Torsdag kom det frem, at en tidligere højt profileret Spar Nord-direktør er hovedperson i en sag, hvor der er svindlet for millioner.

Faktisk hele 20 millioner kroner har Ole Madsen, tidligere kommunikationsdirektør med ansvar for kommunikation og marketing samt ansvarlig for Spar Nords investor relations-område, bedraget banken for.

Men hvem er den tidligere Spar Nord-direktør, der nu risikerer otte års fængsel for sit årelange bedrag? B.T. har talt med hovedpersonen. Her kan du læse, hvordan svindlen foregik.

Blandt journalister og i finansverdenen har han været kendt som en ganske habil kommunikationsdirektør i Spar Nord. En stilling, han bestred fra 2005 og 15 år frem, indtil han i maj 2020 sagde op til fordel for en stilling som direktør for kommunikation og marketing hos kapitalforvalteren Formuepleje.

Ifølge direktør i Spar Nord Lasse Nyby har bankens kontroller svigtet, har han sagt til mediet Finans.
Ifølge direktør i Spar Nord Lasse Nyby har bankens kontroller svigtet, har han sagt til mediet Finans. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Dengang lød det, at han skiftede job på grund af »den samlede pakke af arbejdsopgaver, løn og geografi, som er attraktiv«.

I dag indrømmer hovedpersonen dog, at det også dengang handlede om svindelsagen, der i maj 2020 havde stået på i 15 år.

»Jeg har tit tænkt, at i morgen kommer de og opdager mig. Det var også derfor, jeg sagde op og rejste. Jeg var nødt til at placere mig selv i en anden sammenhæng, hvis det nogensinde skulle stoppe,« siger Ole Madsen til B.T.

Ironisk nok var det dog først, da han stoppede i Spar Nord, at svindlen for 20 millioner kroner blev opdaget.

En mindre del foregik ved, at han misbrugte bankens kreditkort.

Men langt størstedelen af svindlen begyndte med, at han gennem to personligt ejede selskaber sendte cirka 200 falske fakturaer til Spar Nord, der efterfølgende blev attesteret og derefter udbetalt af bankens bogholderi.

Det koblet med, at de to firmaer var registreret på hans privatadresse, får ham til at stille spørgsmålstegn ved bankens fravær af kontrol, selvom han understreger, at ansvaret er hans og hans alene.

»Alle de her penge er gået til meningsløst ekstravagant forbrug, som man kunne stille spørgsmålstegn ved, men der er aldrig blevet spurgt ind til det. Jeg har jo været kunde i banken hele tiden, og de har derfor om nogen kendt til min økonomi,« siger Ole Madsen.

Meningsløst ekstravagant forbrug som dyre rejser i hundredetusinde-kronersklassen, dyrt tøj og leasede biler.

»Hvor man normalt ville bruge 2.000 kroner på et hotelværelse på en ferie, begyndte jeg at finde nogle, der kostede 30.000 kroner. Hvis man normalt brugte 4.000 kroner på et sæt tøj, brugte jeg i stedet 40.000 kroner.«

Svindlen og forbruget skal ses i lyset af den psykiske sygdom, bipolar affektiv sindslidelse, som han blev diagnosticeret med for halvandet år siden. En sygdom, der resulterer i ekstrem risikoadfærd.

Mediet Finans har set dokumentation for, at Ole Madsen har fået diagnosen, ligesom de også har set dokumentation for, at han har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, samt at han tager medicin for sin lidelse.

»I forløbet har jeg en håndfuld gange søgt hjælp. Men når jeg så har siddet over for psykiatere, har jeg ikke haft modet til at sige noget.«

Men der var også en underliggende præmis om, at han fortjente mere, end han fik i løn, fordi han arbejdede meget, og fordi »han har givet det meste af sit voksenliv til banken«.

»Jeg har svinget mellem at være ked af det hele og sikker på, at nu ramler det, til igen at tænke, at det går, det hele. Jeg har haft mange søvnløse nætter, hvor jeg har håbet, at jeg aldrig var begyndt, eller hvor jeg håbede, jeg kunne holde op.«

Til finans har Spar Nord-direktør Lasse Nyby erkendt, at bankens kontrolprocedurer har svigtet.

»Der har været behov for at stramme op på en række områder,« har han sagt til mediet.