Der er lagt op til store politiske slagsmål, når Enhedslisten i weekenden samles til årsmøde i København.

For på dagsorden er nemlig en række kontroversielle forslag om venstrefløjspartiets holdning til EU. Mere bestemt hvorvidt man rent faktisk bør gå ind for at forlade unionen – en hæderkronet del af principprogrammet.

»Det er et ret voldsomt opgør med en historisk platform i vores bevægelse,« siger et medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, der ønsker at være anonym.

B.T. har talt med en stribe medlemmer af hovedbestyrelsen og centrale græsrødder i de store lokalforeninger, og flere udtrykker bekymring over særligt ét forslag fra tre højtprofilerede partiprofiler.

Tidligere politisk ordfører Pernille Skipper, rådmand på Frederiksberg Pelle Dragsted og medlem af Europa-Parlamentet Nikolaj Villumsen foreslår nemlig et opgør med årtiers indædt EU-modstand og ønsket om et 'danexit' i stil med det britiske brexit.

Kontaktpersoner fra flere større byer omtaler det som »et ryk mod midten« og et farvel til en central del af partiets dna. Endnu et hovedbestyrelsesmedlem udtaler, at »de må have tabt snutten« med henvisning til forslagets bagmænd.

I Enhedslistens nuværende principprogram står EU-linjen ganske klart.

Partiet kæmper for 'dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse af EU og oprettelsen af et socialt og grønt demokratisk samarbejde i stedet'.

Enhedslisten afholder årsmøde den kommende weekend i Hafnia Hallen i København.
Enhedslisten afholder årsmøde den kommende weekend i Hafnia Hallen i København. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Ifølge trioen Skipper, Villumsen og Dragsted skal parolerne om exit og unionens endeligt skrottes – kritikken af EU har været »for unuanceret«, lyder det fra sidstnævnte.

»Vi ser nogle muligheder for at skabe venstreorienterede fremskridt i EU, at man kan forandre tingene grundlæggende, men inden for de eksisterende rammer,« siger Pelle Dragsted.

Han understreger, at de foreslåede ændringer i principprogrammet ikke »skrotter« tankerne om en fremtidig udmeldelse, men at et dansk EU-exit bliver en 'plan b'.

»Det skal først ske, hvis det viser sig, at vi ikke kan skabe de nødvendige ændringer i traktatgrundlaget i den førte økonomiske politik og i forhold til klimakampen,« siger Pelle Dragsted.

»Jeg ønsker mig egentlig bare en situation, hvor vi kan diskutere EU, uden at det hele tiden automatisk ender i en diskussion om udmeldelse.«

Den forklaring skærer dog i ørerne på flere lokale græsrødder i de store partiforeninger i storbyerne, som B.T. har talt med.

Her anklages trioens forslag for at være »endnu et eksempel på, at Enhedslisten skal blive mere som SF«, som en baglandskilde formulerer det.

Frygten for SF-iseringen nævnes af stort set samtlige kilder i de EU-skeptiske dele af baglandet og i hovedbestyrelsen.

Og at det er så tunge profiler, der står bag forslaget, skaber frygt for splid lig den, man så, da partiet kom på glatis i diskussionen om NATO.

Kritikken giver Dragsted dog ikke meget for.

»Jeg mener slet ikke, at vores forslag gør, at vi flugter med SF i EU-politikken. Deres tilgang er i mine øjne dybt naiv, og man anerkender ikke vanskelighederne og det demokratiske underskud i det europæiske samarbejde,« lyder hans svar på kritikken.

Han mener grundlæggende, at det handler om strategi - men han forstår den skepsis, som dele af baglandet kan have over for en ny linje.

»Jeg er nok ikke uenig i deres analyse, jeg er bare uenig i strategien. Vi kan kæmpe for at forbedre forholdene for danske lønmodtagere, rykke på den grønne dagsorden og skabe strukturelle ændringer.«

»Der er stort terræn mellem en ren udmeldelsesstrategi og så SFs begejstring for Bruxelles, hvor der er god plads til Enhedslisten,« slutter Pelle Dragsted.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra politisk ordfører Mai Villadsen.