B.T. har dækket Lynetteholmen tæt siden begyndelsen af byggeriet, og nu indrømmer Lars Weiss (S), at der er sket fejl på fejl undervejs.

»Der er masser af ting, vi kunne have planlagt og gjort anderledes,« siger Lars Weiss, der var overborgmester i København ind til kommunalvalget sidste år, hvor partifællen Sophie Hæstorp Andersen overtog posten.

Eksempelvis har B.T. afdækket, hvordan prisen for den gigantiske kunstige halvø Lynetteholmen er stukket af.

Ud over prisen er der også andre ting, som pludselig har ændret sig. Helt konkret har Margretheholms havn ændret udseende.

Havnen er blevet indtaget af grumset, gråligt skum på grund fra byggeriet af Lynetteholmen.

»Nu har B.T. været med til at afdække, hvordan der er kommet skum ind i havnen ved Margretheholms Havn. Der skulle vi selvfølgelig bare have sat en flydespærrer op. Det skulle man have gjort fra starten af,« indrømmer Lars Weiss.

»Der er masser af praktiske løsninger, hvor By & Havn skulle have været skarpere,« tilføjer Københavns tidligere overborgmester.

Her ses billede af Margretheholms Havn på Refshaleøen i april, hvor det væltede ind med gråt skum. Foto: Privat.
Her ses billede af Margretheholms Havn på Refshaleøen i april, hvor det væltede ind med gråt skum. Foto: Privat.
Vis mere

By & Havn, der er bygherre på Lynetteholm-projektet, har efterfølgende sat yderligere flydespærrer op for at dæmme op for skum i Margretheholms Havn. Det grålige skum dannes i forbindelse med anlæg af en dæmning i vandet ud for havnen.

Men selvom Lars Weiss erkender fejlene, så mener han stadig, at Lynetteholmen er den bedste løsning på Københavns problemer.

»Men det ændrer ikke på, at København skal sikres mod stormflod. København skal af med sin jord. Og København skal have flere boliger,« siger han og tilføjer:

»Jeg ser stadig Lynetteholm som det bedste alternativ i forhold til, hvordan vi sikrer København bedst muligt.«